Enhjørning-kage med Smarties i midten | Dorte Bak
Børn Dessert, kage & slik Lately

Enhjørning-kage med Smarties i midten

Det er blevet tid til at vise jer de store lagkager, som jeg serverede til pigernes fødselsdag. De var søde og overpyntede med Smarties indeni – dekoreret som enhjørning og et kæmpe hjerte.

Det er allerede en måned siden, at vi fejrede pigernes 7 års fødselsdag, så inden det virker for mærkeligt, vil jeg få vist jer kagerne, jeg lavede. Pigerne ønskede sig hjerter og enhjørninge som gennemgående tema, og syntes samtidig, det kunne være rimelig sejt med Smarties i midten af kagerne. Jep, det skinner tydeligt igennem, at de har set mange kage-videoer på YouTube!

Vi blev enige om, at gemme de store kager til familiefesten, så til børnefødselsdagen lavede vi rouladehjerter og cupcakes med flerfarvet frosting og horn. Ugen efter, da familien skulle komme til fest, gik vi til gengæld all-in, og jeg indrømmer; det er mest for sjov, fordi smagsmæssigt har jeg altså serveret langt mere velsmagende kager end disse. Pigerne var lykkelige dog, og jeg havde det sjovt med at planlægge og eksekvere.

Begge kager er bygget op på samme måde ganske enkelt ved at lægge lag efter lag sammen med flødeskum og marmelade. Den nederste og den øverste bund er der ikke stukket hul i, men ellers er det simpelthen bare at skære hul i midten på bundende før de bygges op med flødeskum. Inden det øverste lag lægges på fyldes hullet med smarties.

Kagen stilles på køl en times tid før du kan arbejde videre på den. Den har godt af at sætte sig, så du nemmere kan skære kanterne  pæne med en takket brødkniv. Jeg har jo så skåret den ene i hjerteform, mens den anden forblev rund.

Når du har en pæn side hele vejen omkring din kage, skal den have en “crum coat”, altså en krumme-jakke direkte oversat. Det er frosting, som bruges til at lukke kagen, så den ikke har løse krummer siddende. Du kan bruge en stor dejskraber som denne (reklamelink) og så gør du livet væsentligt nemmere, hvis du investerer i en rotérbar kageopsats (reklamelink). På den måde kan du stille kagen på opsatsen, rette skraberen ret op ad kagen og simpelthen bare dreje rundt, mens du påfører frostingen i et tyndt og jævnt lag.

Sørg for at crum coaten dækker både side og top, før du stiller kagen på køl igen.

Jeg har fundet masser af tips via Cupcake Jemmas youtube-kanal – tjek den ud; hun er sød, pædagogisk og vanvittig dygtig

Mens kagens frosting sætter sig, laver du en ny omgang frosting, som skal dække kagen. Lav også en portion, som du deler i 3 dele og indfarver i forskellige farver, så du har til manken.

Lav enhjørningehorn og ører (DIY her) mindst 1 uge i forvejen

Kagen sættes igen på opsatsen, og gives nu et tykkere lag frosting, som skal blive det endelige lag. Sæt enhjørningehornet i kagens “pande” og ørerne på hver side af hornet. I sprøjteposer med takkede tyller hældes nu de farvede frostings, som du sprøjter op som manke på kagen, som straks stilles på køl igen indtil servering.

Det var en krævende omgang med de kager, og selvom jeg nød det, må jeg tilstå, at jeg nok foretrækker at servere pandekager og vaffelis næste år, ha ha. Nu får vi se – der er et helt år til at finde nye kræfter, ikke?! Spørg endelig, hvis der er noget, jeg har glemt at uddybe, klem fra Dorte 

……………..

Husk at du kan følge bloggen via BloglovinFacebookInstagram & Pinterest

Relaterede indlæg

2 Kommentarer

  • Reply
    CopenhagenByMe
    juni 26, 2017 at 11:21

    Du er sej altså. Sikke en fin kage 😉

    • Reply
      by.bak interior & lifestyle
      juni 26, 2017 at 19:03

      Tak søde, men jeg er nu ret sikker på, at du kan toppe den, hvis du gerne vil. Pøj pøj med kogebogen – den glæder jeg mig vildt til at se 🙂 Knus

Leave a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: