Sådan laver du enhjørninghorn og ører | Dorte Bak
Børn DIY Lately

Sådan laver du enhjørninghorn og ører

I skal da lige have en DIY på at lave horn og ører til en enhjørningkage. Det har vækket stor interesse og masser af søde kommentarer (også et par lidt for sjove af slagsen, ha ha). 

Jeg mangler stadig at vise jer de flotte kager, jeg lavede til pigernes fødselsdag, og det skal jeg nok gøre snart, men det jeg har fået mange spørgsmål til, er faktisk ørerne og hornet. De havde jo ønsket sig en enhjørningkage, hvilket var en lidt for fristende udfordring for mig. Skønt tema, jeg siger det bare!

Nå, men vil du lave en enhjørningkage, skal du lave hornet og ørerne lidt tid i forvejen, så det når at hærde op.

Du skal bruge

Hvid fondant
Lyserød fondant
Guldstøv (jeg bruger den fra Mill & Mortar)
Et træspyd
Lidt vodka

Sådan laver du et enhjørninghorn i guld

Tag 2 lige store klumper hvid fondant og blødgør dem, så de er til at arbejde med. Rul dem til tykke pølser og gør den en anelse slankere i den ene ende.

Sæt nu de to tynde ender sammen og sno dem, mens du forsigtigt former hornet. Gør dit træspyd vådt og før det op i midten af hornet, som nu bare skal ligge og hærde i nogle dage.

Når hornet er hærdet kan du male det. Du får det bedste guldmaling ved at blande spiseligt guldstøv med vodka. Husk at hornet ikke bliver spist, og desuden fordamper alkoholen vist også, men brug vand i stedet, hvis du slet ikke kan få dig selv til det.

Sådan laver du ører i fondant

Lav 2 lige store hvide klumper og arbejd dem bløde. Gør det samme med 2 mindre lyserøde klumper.

Form alle 4 klumper til kugler og brug håndfladen til at mase dem let. Pensl lidt vand på de hvide og mas det lyserøde ovenpå, mens du nu bearbejder det til at få øreform. Fold det let, så det bliver lidt “hotdog-agtigt” og spids øret til. Lav til sidst et “spyd” i enden, som du kan bruge til at placere ørerne i kagen med.

Nå, men så fik vi lige skudt mandagen igang med lidt sukker ikke?! Jeg vil smutte tilbage til min arbejdsdag, men nyd dagen og pas på dig derude, kram Dorte 

……………..

Husk at du kan følge bloggen via BloglovinFacebookInstagram & Pinterest

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

    Leave a comment

    %d bloggers like this: