Bliv mere effektiv ved at rose dig selv | Dorte Bak
Kvindeliv

Bliv mere effektiv ved at rose dig selv

Hvorfor gå og være så hård ved dig selv, når du kan rose dig selv en smule? Her er mine tanker om selvros, selvværd og effektivitet. Læs det, det kunne jo være, det smittede af …

Jeg tror, at rigtig mange af os er dårlige til at rose os selv og fejre de små sejre. Det er noget, jeg hører mange sige, og ofte har jeg spekuleret over, om det er Jantelovens stærke indflydelse, der spiller os et pus eller om det mere eksakt er en kvindelig svaghed. Hvad tror du?

Jeg kan i hvert fald konstatere, at det heller ikke er min spidskompetence at rose mig selv for mine opnåede mål, og jeg har besluttet at blive bedre til det. Jeg er simpelthen verdensmester i at sætte mål og delmål, men straks jeg når de mål sættes der bare nye uden egentlig at klappe mig selv på skulderen og markere succes’en. Det betyder nogle gange også, at jeg får fortalt mig selv, at det jeg går og gør, ikke er godt nok, hvilket helt rationelt ikke er rigtigt, tværtimod! Du kender det sikkert og der er ingen tvivl om, at en markering af sejrene booster ens selvværdsfølelse, så det er slet og ret dumhed at springe det punkt over, ikke?!

Målsætninger og refleksion er en stor del af konceptet med en Bullet Journal, og jeg har også valgt at fokusere på de emner i min egen. Blandt andet noterer jeg hver måned, hvor mange, der har fulgt med på mine forskellige kanaler (meget målbart trods alt) og jeg sætter ud fra det nogle ambitiøse, men realistiske nye mål. Det er ikke nødvendigvis arbejdsmål det hele, men kan også være private målsætninger, der bidrager til en god hverdag med både hygge og arbejde.

Her er nogle af mine små sejre fra sidste måned…


Det lykkedes at lancere min nye blog med et navneskifte og en smukkere rammesætning. Jeg har fået masser af hjælp til det, hvilket jeg er vildt taknemmelig for, men der ligger også bare rigtig meget arbejde bag sådan et skifte. Refleksion, teknik, stikprøvekontrol og en million gentagelser – men det har været det hele værd, og jeg er super glad for at være landet nu. 


Jeg har med nok verdens mindste youtube-kanal oplevet en video, der er gået helt amok. Det er sjovt at prøve, men jeg skal nok ikke ligefrem sætte barren derefter med alle mine videoer. Jeg er dags dato over 31 tusind visninger med min slim-video!! 


Jeg er vildt stolt over at være blevet spurgt om at deltage i kampagnen for Europanævnet. Jeg ved godt, det er en lidt sjov ting med deres ideboks – at mange sikkert lurer lidt på, hvad meningen lige præcis er med det, men at jeg får lov at fortælle jer om noget, jeg synes er så vigtigt, det gør mig glad. Samtidig ved jeg fra tidligere år, hvor mange af jer, der netop bryder hjernen med at findes jeres rette balance, og derfor håber jeg videoen her vækker nogle gode tanker i jer?


En anden langt mere hyggelig sejr, som jeg roser mig selv for, det er mit strikketøj. I årevis har pindene ligget på hylden, og jeg har haft et helt års tilløb til at komme fra start med projektet. Derfor er der plads til at være stolt og selvtilfreds med mine foreløbige mange strikkede pinde og med den jævne strikkefasthed, ingen tabte masker, få nævneværdige fejl (og verdens bedste mor på speed dial, ha ha)

Madplan-succes! Jeg har virkelig fået en god rutine op at køre omkring vores madplaner i det daglige, og det er en kæmpe aflastning ikke at have den stressfaktor omkring sukker-kold-tidspunktet i hverdagen. Jeg delte i øvrigt mine tips til at styre sin madplan her, så hvis du vil i gang kan du jo snuse til dem.

Til de af jer, som følger Bullet Journal-eventyret, så har jeg lige trykket udgiv på en video ovre på Youtube, hvor jeg tager jer med igennem min august måned, fortæller om de ting, jeg lærte, erfarede, valgte fra og tilføjede. Det er god læring og jeg er vild med alle jeres input og erfaring retur. Se den her:

Glædelig lørdag til dig og dine. Kram fra Dorte 

……………..

Følg også via Youtube, Nyhedsbrev, Facebook og Instagram

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

    Leave a comment

    %d bloggers like this: