Lækker thaisalat med kylling og glasnudler | Dorte Bak
Hverdagsmad Opskrifter Salater

Lækker thaisalat med kylling og glasnudler

Derover stærkt undervurderet, så her deler jeg simpelthen det lækreste tip til en sprød, sund salat med masser af smag. En thaisalat med glasnudler, kylling og en top lækker thaidressing.

Min mand og jeg kan godt lide en god salat, men den skal altså smage af noget og være mættende. På flere af vores ferier har vi spist thaisalater med de lækreste dressinger, glasnudler og lignende, men af en eller anden grund, har vi bare aldrig fået kastet os ud i at lave det herhjemme. I stedet går der masser af kålsalater i den, hvilket bestemt også er fint, men nu skulle det simpelthen prøves af – og det blev en fin og smagfuld succes, som kalder på mere af den slags.

Det er endt med, at jeg nu har lavet et glas med thai-dressingen, så jeg nemt kan hælde lidt over mine salat-glas i hverdagen. Jeg kan ikke lige fortælle dig præcis hvor længe den så holder sig på køl, men jeg spår nu også, at du når at bruge den op før den bliver skidtmads.

Opskrift på thai dressing med peanuts

saft og kød fra 3 lime
2 tsk rørsukker
3 spsk fiskesauce
3 tsk hvidløgspulver
1 tsk tørret citrongræs
3 spsk hakket frisk mynte
3 spsk peanuts

Alle ingredienser hældes i en morter og blandes og mortes groft til en vandig og klumpet dressing. Hæld den på et lille glas og stil den på køl til den skal bruges på dine salater.


Lækker thaisalat med kylling og glasnudler

Spinatblade
Spidskål
Forårsløg
Rød peber
Hjertesalat
Peanuts
Kylling
Glasnudler

Snit spidskål i tynde strimler og blancher dem på panden i lidt olie, så de bliver bløde og blanke, men ikke smattede. Tag dem af varmen og stil dem til side.

Hæld kogende vand over glasnudlerne og lad dem trækker i 2 minutter før vandet sies fra. Bland nudler og spidskål sammen.

Steg kyllingefilet på panden og tag dem af panden lige inden de er gennemstegte. Skær dem i små stykker og smid dem på panden igen til de lige akkurat er gennemstegt, men stadig er saftige og bløde. Tag dem af varmen og lad dem hvile.

I 2 skåle lægges en bund af friske spinatblade og revet hjertesalat. Snit forårsløg på langs til smukke, lange stykker og snit også rød peber til helt tynde og korte stængler, som blandes i dine skåle. læg nu nudler og kål i skålene og hæld dressing over. Læg kyllingestykker i hver skål og brug et par spisepinde til at blande det smukt sammen, så de ser appetitlige ud og dressingens smage har bredt sig godt.

Lige inden servering strøes lidt grofthakkede peanuts over anretningen – bon appetit!

TIP! Du kan sagtens forberede måltidet for at spare tilberedningstid. Steg kyllingen i forvejen og lav nudler og kål klar dagen inden samtidig med at du har lavet dressingen i forvejen, så vil det ikke tage ret meget tid at trylle denne lækre ret sammen

Nyd mandagen og husk at lade mig høre, hvis du vil have flere af denne slags opskrifter? Knus Dorte 

……………..

Følg også via Youtube, Nyhedsbrev, Facebook og Instagram

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

    Leave a comment

    %d bloggers like this: