Jeg rykker grænser… | Dorte Bak
Kvindeliv Løst og fast

Jeg rykker grænser…

Jeg har døjet med en voldsom fobi hele mit liv, men oplever for første gang nogensinde, at det måske er noget jeg kan komme af med og allerede er godt på vej. Hvis du også døjer med en fobi, som du gerne vil af med, så kan det måske berolige dig at læse min historie…

Hele mit liv, så længe jeg kan huske, har jeg været styret af angsten for edderkopper. Ikke bare en smule, derimod på niveauet hvor jeg ikke kunne en hulens masse ting i den forudindtagede antagelse, at jeg ville blive konfronteret med en edderkop.

Ting jeg ikke kunne inkluderede at gå i min egen kælder, at gå i haven fra slut august indtil frosten sætter ind, at tage i sommerhus, gå med bare fødder i græsset, hente brænde, at cykle (hvis cyklen har stået længe i garagen), sidde i vores terrassemøbler, klippe fine grene i haven, lege med mine børn i legehuset, komme sent hjem uden en lommelygte til at identificere fri passage … jeg kunne blive ved, men kort sagt, så har det været et handicap, som har hæmmet mig ubeskriveligt i mange mange år.

Jeg har været helt derude, hvor jeg engang nærmest kastede mit barn fra mig, da der sad et stankelben på hende, hvorefter jeg stod vantro og stirrede febrilsk på hende. Jeg kan ikke huske, hvem der græd mest, hende eller jeg, men jeg kan huske følelsen af totalt svigt. Det var lige der, at jeg indså, der skulle hjælp til. Og det fik jeg så for 3 år siden, da jeg deltog i et eksperiment til en artikel i Femina. Det sidste terapeuten sagde til mig, var at nu var jeg jo ikke kureret, men at jeg skulle møde edderkopper flere gange før jeg ville få det fulde udbytte – at det handlede om at ændre mine reaktionsmønstre, når jeg møder edderkopper.

Jeg fik hypnose-terapi af en psykolog, som jeg sidenhen har anbefalet til mange og hjertens gerne tipper jer andre om også. Hun hedder Mathilde og du besøger hendes hjemmeside her.

Her på det seneste har jeg oplevet et skifte. Jeg er blevet mindre bange, og mindre optaget af, hvor der eventuelt skulle gemme sig en edderkop henne. Jeg vil ikke sige, at jeg er ligeglad med dem, men jeg tager det roligt på en helt ny måde, og jeg formår at redde mig selv, når jeg konfronteres med det ottebenede dyr. Det er underligt for mig – at en situation, jeg aldrig har evnet at rumme, pludselig synes at være en bagatel. Jeg forstår faktisk ikke, at jeg kan tage det så roligt, men på den anden side forstår jeg heller ikke, at jeg har været så hæmmet. Jeg begynder at tro på, at det bliver endnu lettere for mig at gå i haven og lave de ting, som jeg rent faktisk har lyst til.

Nu vil jeg smække benene op, finde strikketøjet frem og nyde det sidste af lørdagen. Nyd den også derude, kram 

……………..

Følg også via Youtube, Nyhedsbrev, Facebook og Instagram

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

    Leave a comment

    %d bloggers like this: