3 måneder med min Bullet Journal | Dorte Bak
Planlægning

3 måneder med min Bullet Journal

Jeg vil i dag dele mine foreløbige gode og mindre gode erfaringer og vise jer, hvordan mine foretrukne sider ser ud i min Bullet Journal.

Jeg får en del spørgsmål omkring Bullet Journaling, ligesom jeg kan se, at mine BuJo-videoer bliver besøgt og delt flittigt. Mange har fået øjnene op for konceptet og jeg selv er jo stadig også nybegynder og derfor igang med at gøre mine egne erfaringer.

Det vigtigste, jeg har lært, er at en Bullet Journal ikke i sig selv løser mine udfordringer med at være ustruktureret, men at den kan fungere som et fantastisk værktøj til at blive på sporet og huske mig selv på, hvilke mål, jeg vil arbejde efter. Det handler både om at bruge den “rigtigt” (her mener jeg rigtigt for mig), og om at have en regelmæssighed, og det er nok sidstenævnte, der er min største udfordring. Mine arbejdsdage ser så forskellige ud, at jeg ikke har helt så faste vaner, som jeg nok i virkeligheden kunne have gavn af, og derfor fik jeg for eksempel ikke brugt min Bullet Journal ret meget i sidste måned, hvor der pludselig var for mange bolde i luften og for mange fridage. Det fik mig til at genoverveje, hvor vidt en Bullet Journal nu også er den rette kalenderform for mig, hvilket jeg altså har besluttet fortsat at tro på. Imens at jeg tegnede november op, kunne jeg mærke roen sænke sig over mig igen, og jeg fandt hurtigt tilbage til mine målsætninger og måden at arbejde på. Jeg øver mig i at lære at bruge nøglerne nu, fordi det haltede gevaldigt før – jeg havde fundet mit eget system, hvilket sikkert også kan være rigtig fint for nogle, men jeg har brug for at læne mig op af noget meget stringent, så tingene ikke flyder for meget ud af form.

Jeg har også besluttet at have min Bullet Journal liggende fremme, sådan at jeg ikke kan undgå at møde den dagligt. Om jeg så har lidt eller meget skærmtid afgør hvor mange mål og noter, der bliver lagt i dagens kasse, men eftersom jeg bruger den til både arbejdsmål og private mål, så giver den altså et komplet billede af min tid, indkøb og aftaler, som jeg ikke havde tidligere. Med andre ord: Hej Bullet Journal, vi er stadig venner!

Mit foretrukne layout til min Bullet Journal

Mine sider er simple og jeg er foretrækker layoutet clean og uden tegninger. Lige så fascineret jeg er over de mange kreative doodles, som mange af jer laver, lige så lidt er de altså rigtige for mig, og det skal man sgu lytte til! Jeg har kørt med det samme uge setup i mange uger nu, og det fortsætter jeg med, meeen et nyt layout har alligevel sneget sig ind i de sidste uger af denne måned. Begge dele kan du få et glimt af i denne video, hvor jeg også sætter lidt flere ord på, hvad jeg har erfaret de første 3 måneder med en Bullet Journal.

Hvordan går det for jer med jeres Bullet Journal og har I også oplevet perioder, hvor I slet og ret glemmer at bruge den? Det tager vel bare tid at banke nye vaner på plads, ikke? Klem fra Dorte 

……………..

Følg også via Youtube, Nyhedsbrev, Facebook og Instagram

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

    Leave a comment

    %d bloggers like this: