Esther = kærlighed | Dorte Bak
Hund

Esther = kærlighed

Hvad skal man vide, når man skal have hund for første gang? Hvilke forberedelser er der og hvorfor ikke bare lade være, når det nu giver så meget ekstra arbejde? 

Følger du med på Instagram, har du allerede opdaget det; vi skal have hund. En sød lille baby-pige, som hedder Esther, og hun flytter ind hos os om 5 uger. Hun er en Bichon Havanais og aldeles uimodståelig allerede i en alder af 3 uger, og jeg er ved at dø – både af skræk og af længsel efter blive forenet med hende.


Hvorfor får vi hund?

Jeg har aldrig haft hund, og hører både skrækhistorier og “nemhedshistorier”. Det nemmeste i verden ville være, bare at lade være. Nu går vi i stedet ind i en tid med ekstra mange pligter og sikkert en forstyrret nattesøvn, hvilket jeg bestemt ikke er pisse god til. Men jeg kan ikke ikke få en hund – beslutningen er taget for mig helt derinde i mit hjerte, hvor jeg ikke selv bestemmer. Jeg vil have den til mig selv og jeg vil have den slags kærlighed i mine børns liv, og skal det nogensinde være, skal det være nu, hvor vi endnu er bundet til vores hjem og jeg endda arbejder hjemme.

 Jeg forventer ikke at blive hundemor uden udfordringer, men håber at min hjernes produktion af skrækscenarier bliver gjort til skamme, når hun flytter ind. I hvert fald går racen for at være en særdeles nem og familievenlig én, og alle jeg møder med sådan en i familien, fortæller heldigvis positivt om deres væsen. Jeg har været meget bevidst ved at vælge præcis den race og jeg er fuld af forventning, mens listen af forberedelser udarbejdes. Nu hvor depositummet er betalt, kan forberedelserne jo godt begynde:

  • Indhegning i haven – med så lille en tot, som flytter ind, skal haven tjekkes grundigt for huller i hækken. Vi vil naturligvis gerne kunne lukke hende ud i haven uden snor på.
  • Forsikringer – det er jo ved lov at have forsikring på sin hund, men jeg skal jo også finde ud af at sygdomsforsikre hende (ikke my yndlingsemne!)
  • Regler for hunden – flere har anbefalet os at aftale et regelsæt, som hele familien kan følge stringent, så vi skal finde ud af om hun må komme i sengen, sofaen og så videre. Hvilke tips og erfaringer har du mon omkring det?
  • Udstyr til hvalpen – det skal jo skaffes både kurv, sele, madskple og alt muligt andet, som jeg pt er ved at danne mig et overblik over.
  • Kravlegård – jeg vil gerne have en kravlegård, hvor jeg kan lukke hende ind, mens hun lærer katten at kende og til at give hende tryghed, når hun skal være alene.

Hele huset skal derudover gennemses for ledninger, små ting, som en hund kan tygge på eller få galt i halsen, og jeg overvejer også at rulle vores tæpper sammen og fjerne dem til hun har fået styr på tisseturene. Men hvad ellers? Hvad skal jeg huske? Hvordan har du selv gjort det nemmere at tage imod en hundehvalp? 

Jeg har brug for al den hjælp og erfaringsdeling, jeg kan få, så skyd løs! Kram fra Dorte 

……………..

Følg også via YoutubeNyhedsbrev, Facebook og Instagram

7 Kommentarer

  • Reply
    Nina
    januar 11, 2018 at 13:27

    Lyder dejligt. Det bliver så godt for jer. Vi fik selv vores (Jack Russel) da han var 8 mdr. fra et internat. Helt nøjagtig hvad han havde med i ‘rygsækken’ ved vi ikke, men de første par mdr. var vi ved at give op mange gange. Så mødte vi en hundetræner, og fra den dag gik det bare nemmere og nemmere. Nu har vi haft ham i 6 år, og det fungerer super godt. Vores hund ved nu at han hører til i ‘nederste skuffe’, men laver stadig numre med os. 🙂 Det er det dejligste at komme hjem til. Man bliver altid mødt med stor glæde – og der er altid nogle at snakke med. Han forstår jo alt hvad vi siger. 🙂
    Synes det er vigtigt at I er enige om de regler der skal gælde for jeres lille tut, så glider det lettere.
    Held og lykke med hende. Glæder mig til at se masser af billeder og høre historier herinde. 🙂

  • Reply
    Helle
    januar 11, 2018 at 16:02

    Det bliver så skønt. Sådan et lille væsen giver en ubetinget kærlighed 🙂
    Et lille – men vigtigt tip, nu i har børn i huset… Lær hunden og ikke mindst børnene, at når den er i kurven har den helle. Den regel havde vi i mit barndomshjem og har også siden praktiseret det, selvom jeg ikke har børn.
    Når hunden er i kurven er den forbudt område! Så har den et sted den kan gå hen, hvis den ikke gider mere. Den kan få fred, hvis den ikke gider mosles rundt (for det bliver sådan en klump jo – og det er også helt ok). Vi andre har jo også brug for lidt ro indimellem.
    Glæder mig til at følge med i hundeeventyret 🙂

  • Reply
    nataschakbh
    januar 12, 2018 at 09:24

    Åh hvor skønt, jeg skal selv snart have hund, og jeg kan ikke rigtig tænke på andet! Stort tillykke med den lille bedårende vaps!

  • Reply
    Sabine
    januar 12, 2018 at 13:13

    Vi har netop fået indhegnet haven så vi bare kan lukke Molly ud – det har gjort mange ting meget nemmere. Og så har jeg fundet ud af at “Hundepolitiet” findes på lige fod med “ammepolitiet” 🙄😀 shit der er mange holdninger til det at have hund og hvad der er rigtigt og forkert. Starter hundetræning næste uge og jeg har store forventninger😬😁

  • Reply
    Lene
    januar 14, 2018 at 16:43

    Kan næste huske hvor spændt jeg var da vi fik Havaneser. Har heller aldrig haft hund.
    Mine erfaringer er: hundetræning er altid en god ting – det føles altid rigtigt når man er der og bagefter, hvor ens hund er meget afslappet.
    Det kan være en god ting at blive enige om, hvad man vil bruge kræfter på at lære den, og hvilke ting som ikke betyder så meget. Da det er en lille
    springer den gerne op. Det havde jeg bestemt at jeg var ligeglad med. Det går engentlig også fint, men ind i mellem ville jeg ønske at hunden blev på
    jorden.Noget af det første jeg lærte min, er noget at det den gør bedst. Den er villig til at lære.
    Har lært min at få tørret fødder, når den har været ude i regn og sne, det virker perfekt.
    Der er forskellige måder at håndtere de første dage på. Jeg havde min i en papkasse med høje sider, ved siden af sengen. Lige så snart at den peb, kunne jeg stikke hånden ned til den og/eller tage den op og med ud og besørge.
    Skal den have lang pels som min, så få den børstet hver dag. Få den til at betragte det som det bedste i verden. Bestem om det kun skal være på et bord, eller det også skal kunne foregå i sofaen foran skærmen. Det har jeg forsømt – det går alligevel.

  • Reply
    Signe
    januar 15, 2018 at 15:39

    Hvor skønt, og hvor ser hun dejlig ud! Der er virkelig ikke noget som en hundehvalp <3 Her er hvad jeg har gjort mig af erfaringer.
    Det er en rigtig god idé, at I vil aftale et regelsæt fra start, det har vi også gjort og det gør det altså noget nemmere. Her har vi også gjort det klart i forhold til familie, venner osv. der kommer på besøg, hvilke regler der gælder for vores hund. Fx. vil vi IKKE have, at han får menneskemad, og vi har gode erfaringer med at gæster ignorere ham og først hilser når han er faldet til ro.
    Vi har lært vores hund, at han godt må være i møblerne, men kun når han har fået lov først. Det fungerer super for os. Jeg ved, at nogle gør det på den måde, at hunden får sit eget tæppe, og hvis det tæppe ligger i fx. sofaen, må hunden godt komme i sofaen (men skal ligge på tæppet).
    Vi har lært vores hund, at han først må spise når der bliver sagt "værsgo" og har også trænet meget at tage maden fra ham og give ham den igen, at han ikke rør godbidder/legetøj hvis der bliver sagt "nej" uanset om de så er lige for næsen af ham osv., især med henblik på kommende børn.
    Hundetræning er super godt, vi har både gået på hvalpehold og unghundehold med vores.
    Introducer så mange ting som muligt (men selvfølgelig ikke alt på én gang), mens hunden er hvalp. Mød forskellige mennesker, hunde, andre dyr, støvsug, tab ting på gulvet, brug evt. fyrværkeri-cder, væn den til at blive børstet, tørret, badet, få tørret poter når den har været ude og hvad man ellers kan finde på. Vi fik en masse brochurer hos dyrlægen da vi var til 12-ugers vaccination, hvor der bl.a. også var en folder med en masse forslag til, hvad man skal introducere sin hvalp for.
    For os har det også virket godt at få trænet bare lidt hverdag. Vi gør det som minimum i forbindelse med, at han skal have mad.
    I forhold til forsikring, vil jeg klart anbefale sygeforsikring. Det er især rart, hvis man ender med at skulle til dyrlægen på i en weekend eller helligdag. Undersøg de forskellige muligheder, min erfaring er, at der kan være stor forskel på hvor meget de dækker.
    I forhold til udstyr har vi startet med halsbånd, og har først købt sele efter vores hund var færdig med at vokse, mest af økonomisk hensyn. Halsbånd/sele/snor med reflekser eller lys er også en god ide.
    Til sidst vil jeg bare sige husk at NYD det, mens hun er lille. De bliver virkelig hurtigt store.

    Kh. Signe

    • Reply
      Dorte Bak
      januar 16, 2018 at 15:38

      Kære Signe.
      Tusind tak for dine mange ord og råd, hvor gør det mig bare glad – tænk at du har taget dig tid til at dele. Det med nul menneskemad har jeg også besluttet og så får hun lov til at komme i sofaen på sit eget tæppe/skind. Vi har jo kat, så mange af mine tanker går også på at få de to til at være trygge ved hinanden. Hundetræning skal jeg undersøge i dag, da jeg kan forstå, der kan være ventetid til holdene, og det vil jeg helt sikkert have glæde af som førstegangshundeejer. Endnu engang tusind tak og god dag – klem fra Dorte

Leave a comment

%d bloggers like this: