Mile High Lemon Meringue Pie opskrift | Dorte Bak
Dessert, kage & slik Opskrifter

Mile High Lemon Meringue Pie opskrift

Opskrift lemon meringue pie citrontærte

Den her opskrift vil du hade mig for, men kun fordi en citrontærte som denne er SÅ fristende. Denne version er en såkaldt Mile High Lemon Meringue Pie – det hedder den, fordi den får et uanstændigt lag af skumfidusagtig marengs på toppen.

Ja jeg kan jo lige så godt tilstå det, men jeg har en evig og ustoppelig trang til citrontærte, og især den amerikanske udgave med ekstra højt lag marengs på toppen. Til nytårsaften besluttede jeg at kaste mig ud i selv at lave en, fordi jeg vanen tro skulle stå for desserten. Det var først, da kagen stod færdig og klar til afgang, at jeg kom til at tænke på, at det muligvis ikke er alle, der nyder den syrlige dessert så meget som jeg… men heldigvis faldt den i særdeles god jord, selv hos børnene.

Opskrift på Mile High Lemon Meringue Pie

Jeg deler gerne arbejdet op over 2 dages arbejde, simpelthen fordi jeg synes, det gør projektet mere overskueligt. Det er ikke fordi, den tager lang tid at lave, men med børn i huset og de afkølingstider, som tærten kræver, giver det på mange måder mening at lave citroncremen og mørdejen dagen før, og så bage tærten og “samle den” dagen efter. Du bestemmer selvfølgelig selv og man kan sagtens lave det hele samme dag, hvis bare du sætter et par gode timer af til det.

Opskrift lemon meringue pie citrontærteOpskrift lemon meringue pie citrontærte

Opskrift på mørdejsbund til tærten

200 gram blødt smør
125 gram flormelis
300 gram mel
1/4 tsk vanillepulver
1 æg

Jeg bruger min røremaskine med det flade piskeris, når jeg skal lave min mørdej, men du kan selvfølgelig hakke smør og mel og lave dejen med dine hænder og en røreskål også.

  1. Start med piske den bløde smør med flormelis. Lad maskinen køre til blandingen er luftig og mere lysegul og tilsæt dernæst vanillekorn og mel og bland på laveste niveau.
  2. Når blandingen virker jævnt fordelt tilsættes æg, som røres forsigtigt i for at binde dejen sammen.
  3. Slut af med at samle dejen med en let hånd og pak den i film og læg den på køl i minimum 30 minutter. Jeg laver gerne mørdejen dagen før, for at opdele arbejdet lidt.
  4. Lad den kolde dej ligge fremme på bordet til du kan arbejde med den og varm den så op med dine hænder, mens du samler dejen let. Smør din kageform godt op med smagsneutral olie eller smør og stil den klar på sidelinjen
  5. På et meldrysset bord udrulles dejen til en jævnflade på cirka 5 mm. tyrkkelse
  6. Rul dejen forsigtigt omkring den kagerulle for at flytte den over din tærteform og tryk den let ind i alle kanter og hjørner, før du renser kanterne fri for dej
  7. Tryk dejen godt ind i kanterne med en let hånd og læg bagepapir over og fyld tærten op med ris eller tørre bønner. De holder dejen på plads, når den bages i en forvarmet ovn ved 160 grader i cirka 20 minutter, eller til du kan se, at den er let gylden og ikke rå. Den må ikke blive helt kikse-sprød!

Opskrift på citroncreme (Lemon Curd) finder du her

Opskrift på marengs

300 gram flormelis
1,5 dl pasteuriserede æggehvider
1 spsk glucosesirup
1 spsk citronsaft

Start med at tørre din røreskål af med lidt eddike (eller citronsaft), så du ikke ødelægger din marengs af skjulte fedtrester fra skålens inderside. Sæt piskeriset (det almindelige) i røremaskinen og pisk æggehviderne ved høj omdrejning. Når de begynder at blive stive og hvide, skrues der ned på laveste omdrejninger og flormelisen tilsættes lidt ad gangen. Når sukkeret ikke støver længere skrues der op for høje omdrejninger igen og glucosesirup og citron kan tilsættes. Pisk i 5- 10 minutter, eller til din marengs er stiv og fast.

OBS! Den skal være meget stiv, før den er færdig, da du ellers får en citrontærte, hvor marengsen løber af, når der skæres i kagen.

Opskrift lemon meringue pie citrontærte

Nu har du alle elementer klar til din kage, så start med at putte lemon curd i en sprøjtepose uden tylle og marengs i en anden sprøjtepose med en takket tylle. Sprøjt nu et godt lag citroncreme på hele bunden og fortsæt så med marengs i toppe ovenpå cremen. Slut af med at brænde overfladen med en bunsenbrænder (reklamelink) eller ved evt. at sætte den kortvarigt i ovnen, til den har fået en let farve.

Hold kagen på køl indtil den skal serveres og skær så ikke for store stykker til gæsterne – den fylder nemlig godt i mavsen (og du vil gerne have et stykke eller to tilbage til dagen efter, he he).

Husk at jeg gerne ser dine bageresultater, når du afprøver mine opskrifter. Du kan blot tagge mig på Instagram, så bliver jeg så stolt og glad. Klem og bon appetit, Dorte 

……………..

Følg også via Youtube, Nyhedsbrev, Facebook og Instagram

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

    Leave a comment

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

    %d bloggers like this: