Opskrift på Lemon Curd, eller på godt dansk; citroncreme | Dorte Bak
Dessert, kage & slik Opskrifter

Opskrift på Lemon Curd, eller på godt dansk; citroncreme

Her får du en nem opskrift på en rigtig lækker lemon curd, eller citroncreme på almindeligt dansk om du vil. 

Jeg ved det godt. Du sidder bare og venter på opskriften på den fristende lemon meringue pie, som jeg flashede nytårsaften – ingen kur til dig vel?! He he. Nuvel, den kommer skam, men jeg starter lige ud med at dele opskriften på citroncremen, som bruges i kagen. Lemon curd er en vaskeægte klassiker og en skøn ting at have på køl. Det smager fantastisk på lyse boller og i kager, og du kan endda tage en enkelt skefuld i din varme the og lade dig smelte væk i ren salighed. Her får du den opskrift, jeg bruger til lemon curd, som altså er den samme citroncreme, jeg bruger i min citrontærte.

Læs også min nytårsbøn og spred budskabet

Opskrift på Lemon Curd / citroncreme

1 3/4 dl citronsaft
Skallen fra 1 usprøjtet citron
50 gram smør
2 æg og 2 æggeblommer
4 dl rørsukker
15 gram majsstivelse og lidt vand

  1. Sukker, citronskal og -saft bringes i kog. Når kogepunktet er nået skrues der ned for varmen mens du rører og holder øje med sukkerkornene, der smelter bort.
  2. Tag saften af varmen, når væsken er helt klar og sigt den, så skallerne falder fra.
  3. I en lille kop opløses majsstivelsen i lidt vand. Rør den grundigt, så den er helt fri for klumper.
  4. I den nu tomme kasserolle piskes æg og æggeblommer grundigt sammen. Tilsæt hurtigt majsstivelsen og pisk kraftigt, og hæld så citronsaften tilbage i gryden.
  5. Ved lavt blus piskes væsken indtil den begynder at tykne. Bliv ved med at røre, mens cremen langsomt tykner i gryden og sluk først, når du synes konsistensen er blevet god. Den skal minde om klassisk kagecreme.
  6. Lad cremen stå et par minutter og tilsæt så smør lidt af gangen, mens du rører i cremen. Smørret gør cremen blank og smidig og din citroncreme er nu færdig.

Opbevar cremen i et glas på køl eller put den direkte i en sprøjtepose, hvis du har lavet den til en citrontærte.

Og på den måde fik vi startet det nye år – ikke så meget kur her, bare livsnydelse og masser af smag. Rigtig god dag til dig, klem fra Dorte 

……………..

Følg også via Youtube, Nyhedsbrev, Facebook og Instagram

Relaterede indlæg

2 Kommentarer

  • Reply
    Gitte H
    januar 2, 2018 at 09:04

    Jeg overvejer at bage scones i dag, måske skulle jeg også lave en omgang lemon curd – har alle ingredienser i køkkenet.

    Godt nytår.

    Kh Gitte

    • Reply
      Dorte Bak
      januar 2, 2018 at 11:27

      Jahh gør det!! Perfekt til Scones jo ❤️

Leave a comment

%d bloggers like this: