0
Børn Kvindeliv Løst og fast

Når moderhjertet bløder

Min lille pige er i sorg, det tror jeg i hvert fald, så alle vores ressourcer går for tiden på at være noget godt for hende. 

Anna får nogle totale nedsmeltninger flere gange dagligt for tiden. Vi bliver kede af det, og vrede, men kun indtil det går op for os, at hun faktisk er rigtig ked af det og ikke bare trodser.

Som I måske husker, så ændrede mit liv sig positivt, da jeg i vinters stoppede med at arbejde fuldtid. På mange måder har året indtil videre budt på positive og spændende udfordringer, og at min 20 timers projektansættelse kunne give vores familie den ro og stabilitet, som vi havde behov for, betragter jeg som en gave. Det har været godt, virkelig godt, men om halvanden måned, så slutter min projektansættelse – der skal nye boller på suppen, og jeg ved ikke hvilken slags, det bliver – fuldtid, deltid, dagpenge, selvstændig??

Mine børn er blevet hentet tidligt, og har nydt godt af min mulighed for at være fleksibel. Jeg arbejder lige så meget (eller mere?!), som jeg altid har gjort, men som selvstændig bestemmer jeg selv arbejdstiderne, og derfor nyder jeg at kunne arbejde om aftenen, hvor pigerne er lagt i seng, og hvor jeg i øvrigt føler mig mere produktiv. Win win!

Hvis det hele nu er så fint, hvorfor har jeg så en lille pige, der er så vred og ked for tiden? Jeg har været virkelig hård ved mig selv denne uge og i går aflyste jeg en tur til Aarhus, som jeg ellers havde set frem til. Anna har det så hårdt, og selvom jeg er bevidst om, at hun er en sensitiv pige, som skal forberedes på mange ting, så synes jeg hun har været anderledes de sidste par uger, og derfor har jeg været ked af det og ufatteligt træt.

Jeg tror, hun er ked af det, fordi hun har mistet sin ven. Sarah og Anna har været venner siden vuggestuen og fulgtes ad i børnehaven, men nu er Sarah flyttet. Jeg ved ikke med sikkerhed, om det er årsagen, og jeg tror heller ikke Anna ved, at hun har en krise, men jeg føler mig ret overbevist om at hun sørger – så mit hjerte bløder.

I dag holder jeg en halv fridag, så om et øjeblik kører vi på besøg hos Sarah i hendes nye hus. Jeg håber, pigerne bliver glade ved gensynet, og jeg håber, at Anna snart finder sit nye ståsted i børnehaven, uden Sarah.

Brunch på Amager_dining in copenhagen_Wulff og Konstali 3Processed with VSCOcam with f2 presetBORNHOLM_2

English recap: My little girl, Anna, is sad these days. Her best friend, Sarah, from kindergarten has moved away and now I believe Anna is grieving. My heart is bleeding but today we´re visiting Sarah in her new house so hopefully it well rub of positively to let Anna know she will still be around.

……………………………………..

LINKS & CREDITS:
All photos by Dorte Bak
Follow this blog on BloglovinFacebookInstagram and Pinterest

Læs indlægget om mit arbejdslivsændring her

Du kunne også være interesseret i

19 Kommentarer

  • Reply
    Vicki
    12. september 2014 kl 13:01

    Det lyder jo til at I gør fuldstændig det man skal gøre for ens små, når de har det svært. Det er godt med noget besøgstid hos bedste veninden og som du skriver finde sit nye ståsted i BH. Små børn er heldigvis gode til at finde ud af det og det tager nok lige 1-2 måneders tid og så er hun glad tilbage igen.
    Men det er selvfølgelig stadig en kamp hun skal igennem, men jeg er sikker på det gør hende stærkere i den anden ende.
    Da vi flyttede fra Århus i 7 klasse med en kusine som jeg var opvokset med, gik i klasse med, gjorde alt med – det var også en hård kamp at stå “alene” men tror det giver godt ud på sigt. Tror det er de kampe man bliver stærkere af, hvis det kan give en trøst.

    Håber pigerne nyder hinanden og det gør din lille pige gladere:)

    Knus

    • Reply
      by.bak interior & lifestyle
      12. september 2014 kl 19:49

      Tak Vicki. Heldigvis gik det virkelig godt i dag og der blev bare krammet igennem. Hun lyste helt op, da hun så sin ven og hun faldt i søvn, så snart vi fandt bilen og kørte hjem igen – helt brugt op, den lille. Jeg håber sgu, at vi gør de rigtige ting – det tror jeg da, at vi gør, men man kan jo blive i tvivl nogle gange, ikke?! Håber det går godt hos jer og i din mave, knus og god weekend.

  • Reply
    Anne
    12. september 2014 kl 18:56

    Åh, den har vi også været igennem. I nogenlunde samme alder. Ynglingsveninden Agnete flyttede og det var så sørgeligt. Man græder både indvendigt og udvendigt for de små pus. Heldigvis bliver det godt igen, men det er hårdt mens det står på. Knus til jer.

    • Reply
      by.bak interior & lifestyle
      12. september 2014 kl 19:47

      Det er jeg ked af at høre (Agnete, fantastisk navn by the way!). Hvor længe mon det varede hos jer? I dag var et hit, hold op hvor de bare fik krammet mega meget og jeg fik da også fortalt fra Sarahs mor at Anna ikke ville sige farvel til hende, da hun havde sidste dag, så det HAR helt sikkert taget hårdt på hende. Har heldigvis kun grædt halvt en enkelt gang i dag, puhhh. Knus og tak for “opbakningen”

  • Reply
    copenhagenkiddo
    12. september 2014 kl 20:26

    Hvor er det synd for hende. Det lyder som nogle helt rigtige tanker du har omkring, at det skyldes sorg. I vores børnehave var der også to piger der blev skilt fra hinanden, da den ene flyttede. Det var så sindssygt hårdt for den pige der blev (jeg er venner med hendes forældre). Børnehaven tog meget fint hånd om det og fortalte, at det at miste en tæt ven, som man er sammen med hver dag, sagtens kan føles som at miste en søskende. De har jo været sammen med deres ven/veninde ligeså meget (næsten) som de er sammen med os, som er deres familie.
    Jeg håber hun snart finder sit nye ståsted, og at det hjælper med et besøg <3

    • Reply
      by.bak interior & lifestyle
      12. september 2014 kl 21:10

      Pyhh altså, når jeg læser det går det virkelig op for mig, at jeg skal have en snak med personalet om det. Tusind tak for dit input og dine søde ønsker. Er sikker på det ordner sig, det er bare så pokkers hårdt. Kærligst Dorte

  • Reply
    Janne
    13. september 2014 kl 12:29

    Hvor er du en sød mor, har ikke selv børn, men din indlæg gjorde mig helt glad og meget rørt! Håber snart din lille pige har det bedre

  • Reply
    Malene
    13. september 2014 kl 14:21

    Det tager hårdt på de små når de “mister” en nær ven. Vi oplevede det samme, da vi flyttede til Italien – for Carolinas bedste veninde hjemme i Danmark, var det meget hårdt, at Carolina pludselig ikke var i børnehaven længere. Det var naturligvis også svært for Carolina, men der var bare SÅ mange forandringer med alting, at vi ikke kunne mærke det så specifikt på hende. Men for bedste veninden var det svært, hun græd, savnede og skulle bruge lidt tid på at finde sit eget stå sted igen.
    Så gør som I gør Dorte, vær der for hende, giv hende tid og for alt i verden snak med hende om, at Sarah jo stadig er der, og at nu vil de være venner derhjemme i stedet for børnehaven. Send breve til hende, hvis Anna har lyst og måske en mail med billeder. Det har ihvertfald gjort adskillelsen meget bedre for vores 2 små bedste veninder.
    Kærligst Malene

    • Reply
      by.bak interior & lifestyle
      14. september 2014 kl 11:55

      Hej Malene. Sikke en god ide, det kan da være vi skal prøve med små breve eller bare MMS´er… det er jo også bare med at finde balancen i det, fordi som du selv beskriver, så er det ikke sikkert det fylder lige så meget for Sarah, som er startet på noget nyt… vi vil jo ikke hive hende med ned i forsøget på at redde Anna. Balance er en svær kunst, og især når det drejer sig om så små mennesker. Der er så mange lag, som de ikke selv er bevidste om endnu trods alt. Jeg tror vi vil prøve med billeder og hilsner den kommende tid – det vil være godt for hende. Tak for hilsnen, det varmede at høre fra dig. Kærligst Dorte

  • Reply
    chatrine Hansen
    13. september 2014 kl 16:36

    Puha. . Det lyder bare hårdt. Har selv en pige som er sensitiv og ved hvor let påvirkelig de er. Vi har altid brugt meget energi på at sætte ord på de ting der sker rundt omkring os, og de forandringer som opstår.
    Det har hjulpet os rigtig meget. Ved ikke om det kunne hjælpe jer. Håber det har hjulpet med et besøg. Fortsæt god weekend. Mvh Chatrine

    • Reply
      by.bak interior & lifestyle
      14. september 2014 kl 11:53

      Ja vi arbejder også meget med at forberede, men det kan være svært ikke at misse noget ind imellem. Heldigvis ser vi det nu, og ikke først senere, så nu har vi trods alt mulighed for at fange det. Tak for tanken, det var dejligt. Kærligst Dorte

  • Reply
    Maria/mamamaruska
    13. september 2014 kl 20:46

    Kære Dorte.
    Først et virtuelt kram. Det har man brug for.
    Det lyder som om at du ved hvorfor hun reagerer som hun gør og er der for hende. Tror det er vigtigt at børnehaven også indrages så de i fællesskab med Anna kan klare sorgen og snakke om det – fremfor st hun tumler med det selv.

    Håber snart at du får din glade pige igen. Sensitive børn, kan have det virkeligt svært i sårbare situationer .

    Tanker til jer begge.

    • Reply
      by.bak interior & lifestyle
      14. september 2014 kl 11:52

      Tak for kram Maria og jeg skal bestemt have børnehaven inddraget. Hun virker en anelse bedre her henover weekenden, og vi har talt med hende om at Sarah bor tæt nok på til at vi kan lege endnu. Jeg har spurgt hende, om der er en fra hendes stue, som hun vil invitere herhjem til leg snart, og den var hun med på, så måske kan det hjælpe hende til at få skabt nye stærke forbindelser også… men det tager jo nok bare tid, sådan er det jo. Knus

  • Reply
    Bryllupsmedley // 1 års bryllupsdag | by.bak interior & lifestyle
    14. september 2014 kl 12:41

    […] jeg bare sige tak til jer, som har lagt søde og opmuntrende kommentarer til det sidste indlæg (her). Anna skal nok komme på banen igen, og heldigvis hjalp det væsentligt på humøret at besøge […]

  • Reply
    Libbie Melchart
    15. september 2014 kl 11:25

    Små børn små bekymringer….. Store børn…..

    Mit hjerte bløder sammen med Deres når det ramler. Det er der ingen der fortæller inden man bliver gravid…

    • Reply
      by.bak interior & lifestyle
      16. september 2014 kl 14:48

      Vi burde skrive en begyndermanual med alt det man bør vide… omvendt så vokser man jo med opgaven og hvis nogen havde fortalt mig alt det på forhånd, ville jeg ikke have tænkt at jeg kunne magte opgaven 🙂

  • Reply
    Ikke nemt at være bloggerbarn | by.bak interior & lifestyle
    9. oktober 2014 kl 7:30

    […] om Anna, som havde mistet sin bedste ven (altså til en anden børnehave) og dermed sit ståsted (her). I var rigtig mange, der skrev de sødeste kommentarer og gav mig opbakning og god råd – tak […]

  • Reply
    Om at være i Boligmagasinet og en rettelse | by.bak interior & lifestyle
    11. januar 2015 kl 7:32

    […] Sarah, som Anna stadig savner rigtig meget – I husker måske, at jeg tidligere skrev om hendes sorg over at bedste-veninden er flyttet. Det sidste hun sagde til mig i går, da jeg puttede hende var […]

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.