0
Bolig inspiration Gør det selv & krea

Møbelpleje og ombetrækning {DIY}

Vores spisestuestole har fået en ombetrækning, som I skal se, men der følger også et par DIY tips og lidt om møbelpleje.

Det har været et langsomt projekt for mig, det med at få givet alle 6 stole en ombetrækning. Det behøver det nu ikke at være, for jeg rendte ind i 2 udfordringer; 1. en dårlig sømpistol, som kun virkede halvdelen af gangene og 2. jeg tabte interessen for projektet, fordi jeg var for nærig til bare at købe en ny sømpistol.

Sådan behøver det nu ikke at være for dig, hvis du skal til at give dig i kast med ombetrækning, for det er nu faktisk ganske nemt at have med at gøre – når altså du ikke først skal ompolstre osv. Jeg har i den grad valgt løsningen “spring over hvor gærdet er lavest”, så det her er ikke en guide til, hvordan en fagmand ville gøre det, derimod en guide til hvordan du sikre et pænt resultat med de midler, som vi almindeligt dødelige har i huset (eller kan skaffe).

Møbelpleje og ombetrækning DIY

Jeg bliver ofte spurgt til både stolenes herkomst og til ombetrækningen, især stoffet. Stoffet fandt jeg sidste sommer hos Stof2000, så det er altså ikke noget specielt eksklusivt, men med børn i huset,  så matcher det vores levestandard, og ville ikke give mening at investere i de helt dyre metervarer. Samtidig var jeg i tvivl om, hvor længe vi gad se på det flamboyante floraprint, og til de priser, der er lagt i projektet, så kan vi tillade os at skifte det ud, når vi engang har fået nok af blomster.

Stolene har vi haft i en del år efterhånden. Vi købte dem på B&W hallerne ude på Amager, et stort loppemekka, som bl.a. har mange møbler af både loppefundskvalitet og gedigen klassisker a la Wegner, Børge Mogensen m.fl. Disse er produceret hos Farstrup og vi fik dem samlet for 1500,- kr. inkl. hessianagtigt betræk og måske et par madraslus også. Sagt pænt, de skulle gennem en decinficering og de skulle shines op.

Møbelpleje og ombetrækning DIY

Sædernes renovering

Sæderne blev skruet af, og betrækket blev fjernet. Jeg havde købt en desinfektionsspray, som jeg sprøjtede sædernes skum med udenfor, så jeg var sikker på at eventuelt utøj blev dræbt. Efter en grundig luftning af sæderne, var de klar til en opgradering. Jeg valgte at lægge tyk pladevat udenpå sædets skum, bare for at give det lidt ny polstring. På bagsiden hæftedes vattet fast med sømpistol og kanten klippes helt tæt efterfølgende.

Stoffet, som er købt til ombetrækningen, er lidt stretchy, hvilket gør projektet nemmere at have at gøre med. Klip et stykke, som er større end sædet, så du har nok at arbejde med. De første søm placeres, hvor jeg har markeret på billedet nedenfor. Sikr at stoffet ikke er helt spændt ud, men også at det ikke er løst. Gå efterfølgende videre til hjørnerne, som kræver lidt bearbejdning ved at folde lidt ad gangen og hæfte.

Møbelpleje og ombetrækning DIY

Når du har hæftet hele vejen rundt, men kort afstand til hver hæftning, kan du klippe det overskydende stof af. Vil du give et ekstra fint finish, så kan du overveje at lime et kantebånd i velour på, for at dække afklipningerne – det har jeg ikke gjort denne gang, som sagt, det her var en “spring over, hvor gærdet er lavest”-makeover.

Forkæl træet

Selve stolene vaskede jeg i sæbespåner, hvorefter jeg gav dem lidt olie. De blev super fine efter sådan en omgang, og det bør man i virkeligheden forkæle sine træmøbler med en gang i mellem. 

TIP! Hvis du vil give dine træmøbler en omgang pleje, så bland en portion sæbespåner med vand og påfør med en opvredet klud i træets åreretning. På den måde fordeles sæben jævnt og udjævner træets overflade. Vask træet på alle sider, ikke bare ovenpå, hvis det f.eks. er et bord – træ er et unikt og levende materiale, som bevæger sig efter forholdene, så hvis du kun vasker den ene side, risikerer du, at træet “vrider” sig.

Møbelpleje og ombetrækning DIY Møbelpleje og ombetrækning DIYMøbelpleje og ombetrækning DIY

Resultatet er blevet super godt, synes jeg selv, og jeg nyder synet af de store blomsterprint op mod det varme træ. Der blev en lille bane til overs af stoffet, som jeg tror kan blive til enten en ny pude til sofaen, en lille nederdel til pigerne, eller måske til en toilettaske. Det skal jeg lige tygge lidt på, før jeg beslutter mig.

English recap: Our living room chairs have gotten a makeover with new floral fabric and I am in love with the result. The chair are found at a flee market many years ago and this is their 3rd look. I love how they can just shift personality and go from neutral, to funky and floral.

……………….

LINKS & CREDITS
Photos by Dorte Bak ©
Follow this blog on BloglovinFacebookInstagram and Pinterest

Vil du se flere indlæg i den kreative genre, så kig her

Du kunne også være interesseret i

6 Kommentarer

  • Reply
    Eva
    17. marts 2015 kl 10:09

    Super fint resultat, jeg har efterhånden lavet en del af de sæder i de tre år vi har haft Fantast-fabrikken og du har helt ret med hensyn til træets pleje, sæbespåner og olie er som en god creme til hænderne, det kan både ses og mærkes bagefter:) Eva

  • Reply
    Malene
    17. marts 2015 kl 10:21

    Ser så flot ud! Vil også gerne selv i gang med at ombetrække nogle stole, men det kræver jo selvfølgelig lige at man har nogle at gøre det på 😛

  • Reply
    Mille
    23. marts 2015 kl 9:46

    Jeg har været smask forelsket i dine stole, og stoffet især, siden første gang jeg så dem på bloggen <3 Du har virkelig øje for den slags 🙂

    • Reply
      by.bak interior & lifestyle
      23. marts 2015 kl 11:51

      Tak Mille, hvor er det sødt af dig 🙂

      • Reply
        Mille
        23. marts 2015 kl 11:55

        Jeg er ikke så god til at få lagt kommentarer – men dette ‘projekt’ måtte altså lige komplimenteres!
        Tak for en hyggelig og inspirerende blog!

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.