0
Dessert, kage & slik Opskrifter

Opskrift på de lækreste fastelavnsboller med blåbær-lakrids, mocca og mango

Fastelavnsboller med blåbær og lakrids

Apropos fastelavn så kommer her en opskrift på hjemmelavede fastelavnsboller med 3 forskellige slags fyld, nemlig moccafyld, flødeskum og mango og blåbær-lakrids.

Jeg møg-elsker fastelavnsboller, både dem med wienerbrødsbolle og vandbakkelserne, som er dem min mor altid bagte. Den vane er jeg ved at have fået adopteret, ikke mindst fordi det er ufattelig nemt at lave vandbakkelser. Denne gang har jeg valgt at lave mine fastelavnsboller aflange og mindre end den klassiske fastelavnsbolle. På den måde bliver de mere hapsevenlige og man kan finde appetit til at smage flere varianter. Det er man jo faktisk nødt til at gøre ikke?! Her får du altså min opskrift på fastelavnsboller a la vandbakkelse og med 3 slags fyld.

Fastelavnsboller opskrift
fastelavnsboller af vandbakkelse med mango
Fastelavnsboller lakrids blåbær
Fastelavnsboller med mangofyld

Jeg har lavet 3 varianter denne gang, sådan at der er lidt af hvert.

Den første er med moccaskum og pyntet med chokoladeglasur og et par ristede kaffebønner. Den næste er først sprøjtet med almindelig flødeskum, dernæst toppet med mangokompot. Opskrift på mangokompot og moccaskum finder du her. Den sidste er med en skum med blåbær og lakrids, som du får opskrift på her.

Klik her for at gå til min opskrift på de bedste vandbakkelser

Flødeskum med blåbær og lakrids til fastelavnsboller

Antal: 4 stk

Ingredienser

  • 1/2 dl frosne blåbær
  • 2 spsk sukker
  • 1/2 tsk rålakridspulver
  • 1/4 l piskefløde

Sådan gør du

  • Blend sukker og frosne bær så det bliver til en granulat.
  • Hæld granulaten i en kasserolle med lakrids og bring det til kogepunktet. Det skulle gerne være sådan at bærgranulaten afgiver fugt, men tilsæt lidt vand om nødvendigt, så det ikke brænder på. Undgå at konsistensen bliver vandet – den skal være tæt.
  • Lad din blåbær-lakrids-kompot køle af og pisk flødeskum imens.
  • Når kompotten er afkølet vendes den i flødeskummet, som med sprøjtepose sprøjtes i dine vandbakkelser.

Nu vil jeg simpelthen kaste mig ud i lørdagens gerninger – det er ikke fordi pligtlisten er slem, men den er heller ikke gabende tom trods alt. Nyd den derude, altså lørdagen, klem fra Dorte 

………………

Følg også via YoutubeNyhedsbrev, Facebook og Instagram

Du kunne også være interesseret i

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.