0
Bedre arbejdsliv Dame-halløj

Hvad er stress? En beretning om hvorfor jeg stod jeg af karriereræset

Copyright

“Hvad er stress?”, spurgte én mig for nylig, da vi talte om dengang, jeg gik ned med stress. Jeg deler i dag min beretning om, hvordan jeg gik fra kæmpe arbejdsglæde til stress og senerehen valgte at trække stikket på min karriere, som jeg kendte den. 

Et emne, jeg har lovet at tage op, er også et emne, som fylder meget i samtalerne med mine kunder i salonen. Hvis du tænker, at du nu skal læse et helt vildt venstreorienteret indlæg om at materielle goder ikke betyder noget, at arbejde “bare er arbejde” og at amning i 4 år er det helt rigtige, så starter jeg bare lige med at sige, at det bestemt ikke er mit budskab. Budskabet er derimod ganske simpelt, at vi kvinder skal mærke efter og finde nøglen til, hvordan vi lever vores liv på en måde, hvor vi kan trække vejret og have følelsen af balance i hverdagen. For nogle vil det være med fuld drøn på karrieren, bedsteforældre-hentedage og au pair, hvor det for andre kan være at flytte på landet og være selvforsynende – eller et sted midt imellem.

Derfor trak jeg stikket på min karriere

For mig har det aldrig været et spørgsmål om ikke at arbejde – jeg elsker at arbejde, men jeg elsker det kun, fordi jeg elsker det jeg laver, føler mig anerkendt i det og ikke går rundt med konstant dårlig samvittighed.

Jeg har veninder, der knuselsker deres karrierer, og jeg har stor respekt for, hvor mange bolde de holder i luften for at få det hele til at lykkes – og gør det i fuld overbevisning om, at det er det helt rigtige for dem. Det var bare ikke det rigtige for mig i det job, jeg havde, og det er det, som indlægget skal handle om… at vi skal være bedre til at mærke efter, og efterleve vores mest basale behov.

Da jeg nåede til det punkt, hvor det var uundgåeligt at endevende mit arbejdsliv, var det fordi jeg tænkte:

“Du er så dygtig til så mange ting, men du lærer ikke dine børn at være det!”

Jeg var nemlig kommet så langt ud, at jeg faktisk ikke rigtig var god til noget, fordi jeg generelt bare havde for meget på min tallerken. Jeg gjorde alt på halvt blus af, hvad jeg har evner til, og jeg havde dårlig samvittighed overfor samtlige relationer i min tilværelse: Min mand, mine børn, veninder, chef og kollegaer, ja endda mig selv. Oven i det var mine arbejdsopgaver ændret fra alt det jeg elskede og var god til, til noget jeg aldrig havde arbejdet med eller interesseret mig for. Bum! Så måtte der bare ske noget, og efter dialog frem og tilbage med min chef endte det faktisk med, at jeg blev opsagt fra den stilling, som jeg var mere end parat til at forlade.

Læs her om, hvordan jeg kom fra overvejelsen om at blive selvstændig til realisering

Hvad er stress?

For mig var det en lang proces, som nok i virkeligheden fik lagt de første frø allerede, da jeg vendte tilbage fra barsel. Jeg vendte tilbage til en masse usikkerhed omkring mine opgaver, en ny chef og samtidig en identitetskrise som medarbejder nu med børn. Jeg følte mig ikke hjulpet af at have en barnløs, kvindelig chef, som tydeligvis ikke brød sig om mig fra første øjekast, og hen ad vejen fik jeg det sværere og sværere. Jeg var utryg ved min arbejdssituation og min chef skiftede hele tiden mening om de ting, jeg skulle levere på. Jeg bed, i et år, en hel masse i mig alene af den grund, at jeg elskede min arbejdsplads og vidste, at min chef var ansat i et vikariat. Da hun stoppede og en ny tiltrådte knækkede filmen, og pludselig kunne jeg besvime midt i arbejdet, ligesom jeg ikke evnede at svare på mails – jeg var bange for at trykke send! Jeg fik selvfølgelig en masse hjælp og blev sygemeldt på halv tid,  kunne efter et halvt år begynde at tage flere af mine opgaver tilbage og skrue op for min arbejdstid igen. Der gik lidt mere end 2 år fra jeg crashede til jeg rent faktisk stoppede derinde, og på det tidspunkt var stresssymptomerne begyndt at vende tilbage, så alvoren var til at få øje på.

Jeg vil rigtig gerne arbejde, og jeg arbejder bestemt også meget nu, men jeg bestemmer selv hvor meget, hvornår og hvordan, hvilket giver mig overskud og mulighed for også at være mor, hustru og Dorte. Idag er det 3 år siden jeg stoppede på det arbejde, som gjorde mig syg, og jeg har det godt 99% af tiden. Ind imellem kan der godt opstå pres (enten fra privatlivet, arbejdet eller begge), som får min krop til at alarmere mig om, at her skal jeg nok lige slå bremsen i, skabe overblik og finde tilbage til vejrtrækningen. Der går heldigvis længere og længere tid imellem.

Som selvstændig oplever jeg i høj grad forskellen på at repræsentere et brand og at være sit brand, og netop det har kæmpe betydning for min arbejdsmotivation disse år. Samtidig betyder det rigtig meget for mig, at jeg ikke skal definere mine mål og succes’er gennem en anden, at ingen tæller arbejdstimer og fravær og at jeg har muligheden for at arbejde med stor variation af alenetid og sociale input fra kunder og kollegaer.

Du har kun dette liv, du lever, og ingen kommer og takker dig for dine ofre senere hen. Jeg slutter derfor af med denne opfordring: Spejl dit tidsforbrug i selvkærlighed og lad mavefornemmelsen spille en aktiv rolle i de valg, du træffer 

……………..

Husk at du kan følge bloggen via BloglovinFacebookInstagram & Pinterest

LINKS & CREDITS
Photos by Dorte Bak ©

Du kunne også være interesseret i

4 Kommentarer

  • Reply
    Thit
    22. marts 2017 kl 8:50

    Hvor er det bare et fint indlæg Dorte, og det giver virkelig stof til eftertanke. Jeg kan (især fordi jeg er helt ny i denne her mediebranche og virkelig gerne vil gøre et godt indtryk) blive fanget i nogle situationer, hvor jeg kan mærke, at jeg er lidt for presset. Heldigvis synes jeg efterhånden, at jeg kender faresignalerne, som du også selv nævner. Symptomerne på stress kan jo være mange, men hvilke havde du mon?

  • Reply
    Heidi Hermansen
    23. marts 2017 kl 8:32

    Årh mand, jeger lige ved at tude, når jeg læser det her indlæg… Som jeg skrev til dig i en pb på Facebook, er jeg selv mere eller mindre trådt ud af arbejdsræset og prøver nu at køre mit eget løb.

    Jeg vendte tilbage fra et års barsel i november sidste år, og blev fyret to mdr. senere. Meget meget kærkomment, for på de to mdr. nåede jeg at tide foran cheferne to gange, fordi de pressede mig så voldsomt psykisk og var så ekstremt uretfærdige, at jeg slet ikke kunne være i det.
    Jeg sagde til mig selv, at INTET er det værd! Det minder jeg mig selv om nu, når jeg synes, det er lidt hårdt at stå med alting selv, og som du skriver: Shit hvor er det skønt at kunne prioritere sin tid og ikke skal stå med hatten i hånden overfor chefen for at få fri en formiddag for at holde sin søns fødselsdag i dagplejen.

  • Reply
    Sanne
    23. marts 2017 kl 9:17

    Jeg kan 100% følge dig, men jeg synes der er så meget der bremser mig i at føle rigtig efter og agere efter de følelser. For jeg har lysten til at sadle om, det er bare ikke sådan lige til uden at have økonomien med i overvejelserne. Vil du dele lidt om hvordan I fik det økonomiske til at hænge sammen?

  • Reply
    Tina Milter
    25. marts 2017 kl 11:22

    Kære Dorte,
    Tak for ærligt og rammende indlæg ❤️Jeg er selv lige nu i fuld proces med at håndtere stress​ og gøre noget andet… Jeg oplever selv at mange jeg taler med nu og her kæmper samme kamp. Ønsket om at finde tilbage til sig selv ?- ubalancen i total presset!! arb liv og den private base. Praktik og overskuddet til at gøre noget nyt/andet…
    Knus herfra Tina ?

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.