Jordbærsirup og citron {Opskrift} - Dorte Bak
Dessert, kage & slik Lately Opskrifter

Jordbærsirup og citron {Opskrift}

Jordbærsirup nem opskrift

Her er en hurtig og nem opskrift på hjemmelavet jordbærsirup, som er perfekt til morgenmad, smoothies, saftevand, pandekager og desserter.

At have forskellige sirupper på lager er en vane, jeg har tillagt mig over de senere år. Til trods for at det er flydende sukker og naturligvis skal indtages i begrænsede mængder, så er det fantastisk til at supplere alt lige fra morgenmad til frugt og desserter. Denne jordbærsirup er ingen undtagelse, og jeg anvender den både på friske jordbær, i flødeskum, blandet op med danskvand og på pandekager (især disse koldskålspandekager).

Her får du naturligvis min opskrift, så du selv kan lave en jordbærsirup og finde ud af, hvad du foretrækker at bruge den til. Jeg havde aldrig prøvet at lave den, så jeg var spændt på, om det nu ville blive så godt, som jeg gik og fantaserede om… og det gjorde den heldigvis, så det kan ikke vare længe inden der skal laves endnu en portion.

Prøv også denne opskrift på myntesirup 

Jordbærsirup nem opskrift

Opskrift på jordbærsirup

140 gram jordbær
1 dl rørsukker
2 dl vand
2 spsk citronsaft

Du kan bruge frosne jordbær eller friske, men start med at tilføje alle ingredienser i en kasserolle og lad det nå til kogepunktet. Skru nu ned for varmen og lad det koge stille under jævnlig omræring i cirka 10 minutter. Tag de store bær op i en lille sigte for at passe saft og smag ud af dem og kassér dernæst resten af jordbæret. Lad siruppen simre i yderligere 5 minutter og hæld den dernæst på et glas til afkøling.

Husk at dit glas skal være skollet forinden og eventuelt skyllet i Atamon også.

Først når siruppen har afkølet får den sin mere tykke konsistens, så du skal ikke vente med at hælde den op til den allerede føles tyk! Synes du stadig siruppen er for tynd, når den bliver kold, så giv den et hurtigt opkog mere, men gå forsigtigt til værks.

Siruppen kan bruges til morgenmad, desserter, i drinks og smoothies… ja faktisk til nærmest alt, Bon appetit 

……………..

Husk at du kan følge bloggen via BloglovinFacebookInstagram & Pinterest

 

Relaterede indlæg

1 kommentar

  • Reply
    Tina KH
    juni 10, 2017 at 10:47

    uhm en dejlig sirup, som jeg vil lave:-)

Leave a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: