0
Samfund

Fra en frisørs synspunkt

Jeg sender dig på weekend med et lidt tungere emne, end jeg plejer. Det her er mit indspark til debatten omkring manglende håndværkere og hvorfor jeg mener, at vi har udfordringer med at tiltrække unge til de erhvervsfaglige fag.

De seneste uger har jeg lagt ører til en debat omkring tiltrækning og fastholdelse af uddannede inden for de erhvervsfaglige arbejdsområder. Senest suppleret med at man er bange for at løbe tør for præster, og derfor overvejer hvordan man kan giver akedemikere et crash course i teologi, sådan at de kan påtage sig tjansen som præst. Jeg selv er jo uddannet frisør og har i baggagen en blakket sti, hvor jeg vendte ryggen til faget i en længere årrække og nu er vendt tilbage til faget i en selvskabt unik rammesætning. Det har fået mig til at tænke en del over udfordringen – det må immervæk være i vores alles interesse, at vi møder en præst i kirken, en uddannet frisør hos frisøren, ligesom vi forventer en læge, når vi bliver syge.
Desværre synes jeg, at debatten går rigtig meget på et enkelt plan i stedet for at invitere nuancerne ind – hvorfor skal der for eksempel hele tiden tales om, hvordan uddannelsesinstitutionerne er blevet optimeret, hvis man kan konstatere, at der er masseflugt fra et fag. Frisørfaget er et fint eksempel – allerede mens jeg gik på frisørskolen (for snart 20 år siden) fik vi fortalt at der efter statistikken kun ville være 4-5 fra vores klasse, som 10 år senere ville være i faget. Det er der jo en grund til, så måske skulle man på de enkelte erhverv se nærmere på, hvilke myter, fordomme og vilkår man sender de uddannede ud til.

Jeg selv blev frisør ved en tilfældighed. Og dog, fordi 4 års uddannelse sker selvfølgelig ikke med blindfold, men jeg havde aldrig drømt om at blive frisør, og det tog mig ikke lang tid at finde ud af, hvordan arbejdsvilkårene ikke er skabt til et voksenliv med familie. Dårlige arbejdstider, lave lønninger og  ringe barselsvilkår er et par relevante overskrifter til den konstatering. På kort sigt bekymrede jeg mig imidlertid mere om, hvad andre skulle tænke om mig, nu jeg “bare” var frisør. Jeg blev dengang ofte mødt med fordomme om at frisører er dumme, og fordi jeg altid har klaret mig fint bogligt, har rigtig mange spurgt mig, hvorfor jeg aldrig sigtede højere. Hvad fanden er det egentlig for noget at spørge om? Hvorfor har jeg ikke sigtet højt nok med en frisøruddannelse? Jeg er selvstændig, og i øvrigt selvlært indenfor både ledelse, HR, branding, regnskab, undervisning og alt muligt andet. Jeg er en klog og kompetent kvinde, som ikke kan kalde mig cand.et-eller-andet, men hvorfor er det uambitiøst?

Arbejdsvilkårene for frisører (fordi nu kan jeg jo ikke udtale mig om dem, som gælder snedkere, vvs’ere m.fl.) er simpelthen bare ikke gode nok til at fastholde frisører nok i faget. Dertil kommer at der er få muligheder for at bygge ovenpå sin faglighed, nok især i provinsen, hvor rigtig mange trods alt udfolder deres faglighed. Jeg synes, at vi skal tale mere om, hvordan alle med en hvilken som helst faglighed mærker respekt herfor og kræve mere af dem, som sikrer erhvervsuddannede deres arbejdsvilkår. Det er vel for så vidt i høj grad fagforeningerne til de enkelte erhvervsretninger, men jeg kan da i hvert fald sige, at jeg for mange år siden meldte mig ud af den fagforening, som skulle forhandle mine vilkår, da jeg kunne konstatere, at jeg selv var i stand til at forhandle bedre vilkår for mig selv, end dem, som de havde udstukket som et minimum. Øv!

Hvad er mon dine tanker omkring alt det her med manglende håndværkere? Bekymrer du dig omkring det, ligesom jeg gør? 

……………..

Følg også via YoutubeNyhedsbrev, Facebook og Instagram

Du kunne også være interesseret i

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.