0
Løst og fast

Shit!

Hey venner! For nogle dage siden vendte vi hjem fra en uge i Andalusien. Selvom det lyder skørt, har jeg nærmest følt mig jetlagged i dagene efter, vi kom hjem, og selve ferien smuttede ligesom bare ud af hænderne på mig. Nu kalder arbejdet igen og jeg tog da virkelig en pause fra det hele, mens vi var væk – eller næsten det hele, fordi der blev sgu da strikket en hel del!

Vi boede på en Bed & Breakfast i Alora* in the middle of næsten no where, hvor der var ro, langsomhed, kælne hunde og katte og heste, der vrinsker. Det var rart! Også selvom jeg ind imellem rammes af panik over, at der ikke rigtig er noget – fordi når alt kommer til alt, er jeg bare til by og larm. Men forandring fryder, og så længe de andre er glade og jeg selv har mit strikketøj, så kan det faktisk slet ikke gå galt. Og strikket fik jeg da gjort en hel del – faktisk blev jeg færdig med en trøje, som jeg meget spontant kastede mig ud i forrige søndag, som blev så fin, at den nu bliver teststrikket af et par søde og dygtige damer. Jeg regner med at sætte den til salg inden for et par uger fra nu – er det ikke vildt?? ❤️

Tilbage til det med fred og ro, fordi lysten til at dele har været mere so so her på det seneste. Jeg har blogget i mere end 8 år, har elsket det og aldrig følt trang til at stoppe, men her på seneste har jeg i højere grad benyttet mig af pauser, som bare har været mig uden at dele. Jeg synes samtidig, at man står overladt meget til sig selv med det hele – altså selve bloggingen er jo så lille en del, men alt det tekniske, regnskabet, udviklingen, salg osv. Det er ikke det, der motiverer mig mest og derfor føler jeg mig i perioder overvældet af det hele. Jeg har i virkeligheden så mange ting, jeg gerne vil dele med jer herinde, men bruger mest tiden på at finde ud af, hvordan jeg bedst balancerer alt det, som skal gøres.

Jeg hørte engang et foredrag med en af gutterne fra Siriuspatrujlen, og han sagde, at man for at klare de lange strækninger var nødt til at tømme rygsækken for “tung bagage” og at man undervejs forskansede sig og “gik i hytte”, hver gang man mødte en sådan. Jeg kan godt mærke, at det er det, som foregår – jeg er gået i hytte, og jeg bruger hyttetiden til at tømme rygsækken. Fordi der er flimmer på linjen, som overdøver motivationen, støj, som står i vejen for den gode arbejdsstil. Det jeg oplever føles mest som en slags metaltræthed, og derfor er jeg heller ikke rigtig bekymret over det. Jeg elsker virkelig min blog og mit arbejdsliv, og jeg har ingen tanker om at lukke ned for det. Jeg tænker derimod at jeg skal passe på mig selv her i “hytten” ved at give plads til refleksion, hvilket er helt naturligt!

Nåh, men nu har jeg brudt tabuet – jeg har været bange for at dele de her tanker med jer, som læser med – opgiver I nu at læse med, fordi jeg giver udtryk for en sådan mathed? Jeg håber, I stadig tror på mig og har gavn af at se med på indersiden – desuden kan vi jo alle blive ramt af den slags træthed her og til den slags skal der stadig skabes hverdagsrevolutioner, ikke?! 

……………..

Følg også via YoutubeNyhedsbrev, Facebook og Instagram

Du kunne også være interesseret i

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.