0
Hund

1 år siden: Førstegangs hundeejer og ægteskabskrise?

Esther nåede at være hos os i 2 uger. Jeg er rimelig sikker på, at hun ikke har ridser i lakken over skiftet, i hvert fald ikke lige så slemme, som dem vi har fået af nederlaget. Her et år efter forsøger jeg at berette om, hvad der egentlig gik galt, da vi valgte at finde en ny familie til den lille tot.

I har været mange, som har spurgt – nogle af nysgerrighed, nogle af bekymring, men også flere, som går med overvejelsen om at få en hund for første gang. Derfor, den sidste grund, vælger jeg  at skrive det her indlæg. Sandheden er nemlig, at selvom det er et år siden, er det stadig et sårbart emne, og historien bag er tæt på at være det mest private, jeg har delt med jer her på bloggen.

Min ikke-kælne, dog meget selskabelige, kat, som jeg er nødt til at snyde med godbidder for bare at få lov til at holde hende lidt…

Beslutningen om at få hund

Man undersøger, sparrer og forestiller sig en hel masse i fasen før man rent faktisk får den lille hund med hjem. Alle ved, at der ligger noget arbejde i at få en hvalp, og ligesom med børn, så kan man ikke forberede sig på, hvad det egentlig kræver af én, hvis man aldrig har haft hund.

Dertil hører det med til historien, at det absolut mest var mig (og børnene), som ønskede os en hund. Min mand synes, der er masser af søde hunde og den race, jeg kiggede på, kunne han også godt lide. Vægtskålen med hundekærlighed bliver for ham bare ikke lige så tung, som den skål med pligter forbundet med at have hund. Han har hele tiden været nervøs for, hvordan en hun vil begrænse os i at gøre de andre ting, vi holder af.

Vores indledende samtaler gik derfor på, at det skulle være mig, det var “projektlederen”. Dvs. undersøge træning, mad, forsikringer, gå til dyrlæge, stå for renlighedstræning, alene-hjemme-træning osv. Når jeg sidder her og skriver det ned, så kan jeg jo godt mærke, at der er nogle elementer i det, som skærer lidt, men helt naivt forestillede jeg mig rent faktisk, at det kunne jeg godt stå for. Og så hentede vi hende…

Da vi fik hunden 

Lige så meget, som jeg havde glædet mig, lige så meget kom jeg i tvivl ganske hurtigt. Jeg havde konstant mange spørgsmål, som jeg søgte svar på. Jeg var i den grad Bambi på glatis, og den lille hund var blot en baby. Jeg søgte en manual, som ikke findes, og jeg ønskede sådan at vide, hvor lang tid der ville gå før hun sov igennem, før hun var renlig, kunne være alene hjemme bare en time uden at kaste op, skide og tisse på gulvet imens. Hele tiden var jeg i tvivl om, om jeg gjorde de rigtige ting på den rigtige måde. Samtidig brugte jeg ikke min mand som sparringspartner, fordi jeg var bange for at han ville sige “I told you so” (som om vi var et par teenagere, der havde gang i en konkurrence). Igen er her et eksempel på, at hele min balance blev fordrejet og hele tiden var jeg bange for at forstyrre min mands nattesøvn, skuffe ham eller at hunden ville tygge et eller andet i stykker, som jeg så skulle stå til ansvar for overfor ham. Jeg får ham til at lyde som en kold skid, og det er han selvfølgelig ikke – for at være fair, så fik han nok heller ikke chancen for at vise sig fra en anden side.

Vi havde ikke fået en uartig hund, slet ikke faktisk. Hun var en rigtig sensitiv lille tot, så alt det her usikkerhed har helt sikkert smittet af på hende, ligesom hun slet ikke var årsagen til min usikkerhed. Den kom nemlig af vores aftale herhjemme – fordi det var mig, der drømte om hund, og min mand havde af kærlighed til mig bøjet sig. Jeg havde stillet ham et eneste krav, og det var at han tog imod hunden og gav den en plads i familien – den skulle ikke have en kold skulder – fordi nok så meget flokleder man kan være, så skal der jo være en samlet flok at forholde sig til, når alt kommer til alt.

Hvad jeg ikke havde forudset, havde jeg imidlertid stillet mig selv meget sårbart i den aftale. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg ville være så hensynsfuld overfor min mand, eller at hunden som følge af mit lederskab kun ville afkræve mig og alene mig, og på den måde pressede jeg simpelthen mig selv op i et hjørne. Det føltes som om, der var fulgt en pointtavle og en dommer med hunden, og at uanset hvad jeg gjorde fra nu af, ville jeg hele tiden miste point. Balancen var der ikke, og jeg følte mig uduelig og frustreret og som verdens værste hundemor, mor og kæreste. Alt det sat over styr – for et kæledyr?

Jeg har efterfølgende været nødt til at spørge mig selv, hvorfor jeg ikke kunne mande op til opgaven og mande op til manden. Det er en ret usædvanlig side af mig, der ellers sjældent bliver svag og handlingslammet. Der er flere ting, som er dukket op til overfladen i tiden efter. Dels viste det sig, at vi i vore ægteskab skulle “pudse vores fjer” og finde tilbage til kernen. Vi passede faktisk ikke særlig godt på hinanden og det vi har, lige på det tidspunkt, og hunden blev en meget tydelig kile i den situation. Da hunden var flyttet landede vi reelt i en krise større end tidligere, men heldigvis ikke større end at vi fandt tilbage til hinanden og til vores familie igen. Timing var også en faktor, dels fordi jeg var slemt påvirket af vintermørket sidste år, hvilket helt klart har påvirket mit overskud og dels fordi det måske bare ikke er det rette tidspunkt at blive førstegangs hundeejer, når vi har isvinter?!

Esther har decideret efterladt mig med et stort savn – et uforståeligt tomrum. Hun lærte os nogle utroligt vigtige ting, som er så private, at jeg undlader at dele dem, men vores roller overfor hinanden og som forældre, er blevet bearbejdet til det bedre, siden hun forlod os, så hun spillede simpelthen en rolle.

Esther, som i dag har et nyt navn, sender os en hilsen i ny og næ, nogle gange også fordi jeg selv skriver og beder om et bjæf, men her er en fin fødselsdagshilsen, som pigerne fik fra hende

En ny hund

Hvad så nu? Er jeg færdig med at drømme om hunde? Nej, det troede jeg, jeg ville være, men længslen styrer mig på mange måder. Jeg har sådan lyst til at have et kærlighedsforhold til sådan en lille tot, og jeg føler på mange måder at den kan tage en humoristisk, tryg og kærlig plads for os alle i familien, så det er bestemt min drøm, at vi en dag igen byder en lille tot velkommen herhjemme. Når timingen er rigtig!

Hvis vi igen en dag får hund, så er jeg sikker på, at alt det her giver os et godt grundlag til at gøre det bedre. Man ryger jo ikke flere gange ud i at sige hej og farvel til en hund, gør man vel? ♥

……………..

Følg også via YoutubeNyhedsbrev, Facebook og Instagram

Du kunne også være interesseret i

2 Kommentarer

  • Reply
    Anne
    14. februar 2019 kl 17:26

    Hej Dorte.
    Det er et kæmpe stort ansvar med sådan en lille plysbolle i familien – især hvis man skal stå alene med ansvaret. Flot at du kunne sende Edith videre.
    Måske det en anden gang kunne være en idé med en voksen, kærlig og allerede renlig hund fra dyreinternat? Så er opdragelsen ikke helt lige så krævende, og giver man sig god tid til at snakke med de forskellige hunde, kan det sagtens lade sig gøre at finde en hund, som man har en rigtig god kontakt til.

    • Reply
      Dorte Bak
      15. februar 2019 kl 16:19

      Hej Anne. Den løsning har faktisk været oppe at vende flere gange, og jeg skal ikke afvise, at det kunne være det, som det endte med, hvis vi en dag skal igen. Der er dog noget, som trækker hårdt i mig i forhold til at få en hvalp og at “klare opgaven”. Det er måske noget pjat 🙂

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.