0
Dame-halløj Sund & selvkærlig

Alenetid, melankoli og savn

Jeg sidder i toget fra København mod Aarhus. Jeg har fundet en plads i stillezonen, hvor jeg oplever en enormt selvkærlig ro, som har givet mig lyst til at dele et par tanker med dig. Det handler om ego-tid, selvkærlighed og balance… læs med, hvis jeg må give det et forsøg med at smitte lidt af på dig.

Det der med alenetid, det har jeg tænkt lidt over. Der er jo intet odiøst over at man har behov for lidt tid for sig selv, men der er et klart mønster i hvordan jeg tilegner mig alenetid og hvad jeg bruger den til, og jeg ved sgu ikke helt om andre fungerer helt på samme måde. Uanset hvad, så gør det mig godt, virkelig godt, og ligesom jeg drog en uge til Hong Kong helt alene sidste år, så er en togtur til Aarhus faktisk præget af præcis samme sindsstemning, som turen til Hong Kong. Der sker noget i mig allerede i planlægningsfasen, som jeg på den ene side synes er helt berettiget, men på den anden side finder utrolig svær – altså det rent faktisk at beslutte mig for at smutte, bestille turen og have god samvittighed med det. Det er som om, at der bare er en utrolig lang behandlingstid inden i mig – fra tanke til handling kan der gå temmelig lang tid, også selvom der ikke mangler opbakning fra familien. Jeg føler et noget stå stærkt bånd til mit hjem og min familie, men når jeg tager afsted på egen hånd, så er det som regel også fordi jeg i et stykke tid har manglet balancen – altså evnen til faktisk at opføre mig som en der værdsætter det derhjemme.

Når jeg så rent faktisk er kommet afsted, så opstår der en enorm dyb følelse af taknemmelighed, nydelse og en samtidig melankoli. Tiden alene bliver hurtigt til en refleksion og et tilbageblik, hvor jeg både får hilst på min afdøde far, oplever et savn til min mand og mine børn – jeg ser min tilværelse udefra; en tilværelse, som jeg ikke har mange beklagelser over, men som også består af en flyvende hverdag med kun lidt tid til at fange op på det hele. Og det er vel lige præcis der, at melankolien indfinder sig, og det kan jeg godt lide.

Jeg er sikker på, at de af jer, som ikke kender mig i virkeligheden, eller ikke har kendt mig altid, opfatter mig som et evigt positivt menneske. Det er jeg også – det er jeg blevet! Men jeg er født med en dyb melankoli, og jeg brugte det meste af min ungdom og tidlige voksenliv på at finde ind til en balance, hvor jeg kunne være mig med melankoli, uden at være ked af det. Den balance har jeg for længst fundet, og derfor behager det mig virkelig, at jeg ind imellem tager de her egoture, hvor jeg lige kan dykke ned i lagene, få styr på min egen verdenssituation og fylde batterierne op til en tørn mere af det gode familieliv.

Pyha, der fik I vist lige et af de mere personlige indlæg, men måske du genkender lidt af det her fra dig selv? Måske du allerede er god til at give dig selv fri? Måske jeg skal hjælpe med et lille spark, så du kan begynde på det? Det er jo en del af det at være sund og selvkærlig, er det ikke? ♥

……………..

Følg også via YoutubeNyhedsbrev, Facebook og Instagram

Du kunne også være interesseret i

2 Kommentarer

  • Reply
    Sun-Hee Christensen
    11. marts 2019 kl 8:40

    ❤️❤️❤️ Nyd Århus og alene-tid?

    • Reply
      Dorte Bak
      11. marts 2019 kl 17:24

      Åh tak kære, det har været SÅ godt og nu glæder jeg mig til at komme hjem igen ❤️

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.