
Her på det seneste har det ikke skortet på fine øjeblikke, og selvom jeg synes, jeg flyver både højt og lavt gennem denne vinter, så er jeg grundlæggende tilfreds. Sidste år røg jeg grælt ned, synes jeg, og når jeg ikke har gjort det i år, spekulerer jeg på, hvor meget den lange og flotte sommer spiller ind sammen med mine forbedrede kostvaner. Sidstnævnte spiller hundrede procent ind – det kan jeg tydeligt mærke – faktisk oplever jeg direkte afregning, straks jeg giver plads til “nydelserne” i weekenderne. Jeg går helt ned, bliver uoplagt og får pruttemave, og straks jeg er tilbage i vanerne, så kommer energien og mavens velbefindende efter det.
Mine hverdagsrevolutioner indfinder sig i særdeleshed enten med strikketøj i hænderne eller i mit køkken. Jeg er virkelig glad for at eksperimentere i køkkenet, og jeg har optur over de mange lækre ting, vi sætter tænderne i som følge heraf. Til gengæld følger der med min lyst til at eksperimentere også det, at jeg ikke rigtig får lavet madplan – det er lidt som om, jeg gerne vil, men samtidig nægter – ha ha, kender du det? Nu har jeg i hvert fald hevet mig selv op i nakkehårene, fordi madplan skal der til, og sådan bliver det så.
Jeg håber, du vil dele dine hverdagsrevolutioner med mig? Blot tag mig på Instagram, så jeg kan se, hvilke glimt i hverdagen, som giver dig ekstra glæde eller energi, så skal jeg nok besøge dig og like dine hverdagsrevolutioner også – her får du et par af mine her fra det seneste ♥



Ingen kommentarer