0
Bedre hverdag Hverdag & opdragelse

Sådan giver vi vores børn lommepenge og pligter

Hvornår får vi lommepenge igen, mor?”

“Skal vi ikke snart gøre det der, hvor jeg rydder op på værelset og så får lommepenge?”

Den slags spørgsmål mødes vi regelmæssigt med herhjemme, og hver gang bliver jeg ramt af en følelse af, at være på lidt dybt vand. Naturligvis skal de have lommepenge, men hvilken aflønningsmodel giver mest mening og hvordan holder vi fast i en rutine, der er realistisk at overholde? Her fortæller jeg nærmere om, hvordan vi vil give lommepenge og lære vores børn at tage ansvar for deres penge.

Jeg selv har altid haft den holdning, at man ikke får lommepenge for at gøre helt almindelige ting, der hører ind under at tage ansvar for sig selv og sin familie. Eksempelvis skal der ikke gives lommepenge for at rydde op på sit eget værelse, eller for at stille sin tallerken i opvaskemaskinen. Omvendt er jeg ikke blind overfor, at børnene motiveres af gevinsten. Jeg vil heller ikke have at mine børn får lommepenge uden at vide hvorfor. De må gerne mærke, at deres indsats spiller en rolle, og de skal i hvert fald ikke føle at aflønningen sker alene fordi de er nogle helt unikke, vidunderlige mennesker alene for deres blotte eksistens.

Jeg har ikke de rigtige svar, men jeg ved, at det herhjemme er et samtaleemne og en absolut prioritet, at vores børn skal forstå og være bevidste om værdien af penge. Et pengeløst liv er fuld af bekymringer, så uanset hvad deres udgangspunkt er eller bliver, så handler det om at lære at administrere de midler man har, så man kan slippe for bekymringer, der rammer dem på helt basale ting som mad og bolig.

PengeKøbing – familiedag med fokus på lommepenge

I november deltog min familie og jeg i PengeKøbing, som er et gratis landsdækkende arrangement. Det er Danske Bank, der står bag PengeKøbing, som er et fantastisk og kreativt initiativ, der altså sætter fokus på børn og deres pengevaner. Arrangementerne blev afviklet i flere danske byer, hvor programmet bl.a. indbefattede et forældreoplæg af børnepsykolog Ulla Dyrløv, som omtalte flere ting, som vi herhjemme har drøftet eller følt os bekræftede i efterfølgende. Jeg lister herunder et par væsentlige pointer op, først i nogle generelle overskrifter, dernæst i konkrete råd:

  • Lær først og fremmest dit barn at organisere sig, så det er klar til livet. Vi har så meget fokus på at tale med vores børn og verdens store udfordringer, men mange glemmer at lære deres børn de helt nære ting som at lægge budget
  • Lær dit barn at finde glæde i oplevelser, så det ikke kun er materielle glæder, der kan optanke barnet
  • Husk at du er den voksne. Du skal være støttefast i din rolle, så barnet ikke tvivler på, at du har styr på situationen eller om du mener det, når du siger stop til noget
  • Brug humor, når du som forældre skal sætte grænser og opsætte restriktioner, så føles det ikke helt så slemt og måske barnet forstår, at det ikke bliver straffet
  • Brug kontanter, når du giver barnet på 5-11 år lommepenge
  • Lav en “bankbog” hvor barnet kan skrive ned, når det modtager eller bruger penge. Det kan nemt laves i en lille notesbog
  • Større børn på 10-13 år skal begynde selv at få ansvar. Inddrag dem i deres egne faste udgifter såsom telefon, sportsaktiviteter, buskort osv. Fjern eksempelvis også koderne, så det er barnet der skal vurdere om der er råd til at købe til spil m.v.
  • Undgå at give lommepenge på forskud – der er ikke noget mere demotiverende end at skylde penge og afbetale. Lad i stedet barnet tjente pengene hurtigere ved at bidrage med en ekstra indsats
  • Lad selv de større børn spare op til store udgifter, måske endda studieturen

Alt imens vi var til voksenforedrag, var børnene til børneteater, som naturligvis handlede om …. penge!

Det hele var timet, sådan at forældrene hentede børnene i teatersalen og så kunne vi som familier gå rundt til forskellige aktiviteter, som alle handlede om pligter og penge. Det var mega sjovt, og tilpas afstemt i forhold til tid og input. Vi var især godt underholdt af turen i købmanden, hvor børnene på egen hånd skulle handle for 100 kr uden at der var sat priser på varerne.

Sådan vil vi håndtere børnenes lommepenge fremover

En af de helt konkrete ting, vi har taget med hjem, det er at overskueliggøre det med lommepengene. Vi har besluttet, at lommepenge skal gives hver uge, uden de som sådan er knyttet op på bestemte pligter. I stedet understreger vi overfor børnene, at vi forventer, at de deltager i de almindelige huspligter, at de overholder deres faste pligter, holder deres værelser pæne (eller i hvert fald rydder dem pænt op 1 gang om ugen) og hjælper til, når vi beder om det. Indtil videre gives lommepengene i kontanter, og så må vi jo se hen ad vejen, om det bliver bedre at tage en digital løsning i brug. Det vil det nok gøre før eller siden, men det bliver hurtigt lidt fluffy for dem med digitale lommepenge.

Vi har samtidig skrevet en liste med pligter, som de kan udføre, hvis de vil tjene ekstra lommepenge, og så taler vi lidt om, hvorvidt de skal betale for deres mobil-abbonement selv. Vi sørger jo i så fald for at de får lommepenge nok til at kunne betale tilbage til os, men så begynder de i det mindste at få indblik i, hvad den slags koster og samtidig at forstå, at penge i sparegrisen ikke altid kun kan være til sjov og ballade.

Her er nogle af de pligter, som de kan tjene ekstra på:

  • Gøre eget værelse rent (dvs. støvsuge og tørre støv af)
  • Vaske gulvet i entreen
  • Støvsuge hele 1. salen eller hele stueetagen
  • Tørre støv af i stueetagen
  • Tørre støv af på 1. salen
  • Støvsuge sofaen og ryste alle puderne

Jeg kan slet ikke udtrykke nok, hvor fint et arrangement jeg synes det her er, så næste gang, du ser muligheden for at hoppe med, synes jeg virkelig I skal tilmelde jer. Det skader aldrig med input, uanset hvad, og alene voksenforedraget gav gode indspark på både at forstå barnets alder (sådan helt hjerne-modenheds-agtigt) og konkrete bud på håndtering af lommepenge. Afsted med jer alle næste gang, det vil I ikke fortryde.

Jeg kommer til at give et shout out om det næste arrangement, når jeg ved mere, så følg med ovre på Instagram, hvis du er blevet nysgerrig på det ♥

………………

Følg også via YoutubeNyhedsbrevFacebook og Instagram

Du kunne også være interesseret i

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.