0
Glutenfri opskrifter Morgenmad Opskrifter Snack opskrifter Vegetarmad

Opskrift på Sunde veganske morgenmadsmuffins

Opskrift sunde morgenmadsmuffins

Her er din uundværlige opskrift på sunde morgenmadsmuffins med havregryn, banan, blåbær og andre gode sager. De mætter, de er luftige, naturligt søde og de er geniale som hurtig morgenmad, til madpakken eller som eftermiddagssnack. De er i øvrigt veganske og glutenfri også.

Springer du morgenmaden over eller har du et barn, som ikke udviser den største appetit om morgenen? Måske de her morgenmadsmuffins kan rokke lidt ved sulten. I hvert fald smager de godt og indeholder udelukkende gode ingredienser, som lige så godt kunne være fordelt over en skål havregrød.

Hvad er en morgenmadsmuffin?

En morgenmadsmuffin er egentlig bare morgenmad, der smager kageagtigt. De er luftige som en super god muffin er det, men der er ingen raffineret sukker i dem og ingredienserne stemmer overens med hvad du gerne vil give din krop af fiber og næring. Titlen snyder måske lidt, fordi de her morgenmadsmuffins kan lige så godt bruges i madpakken eller som en eftermiddagssnack.

Se min store guide med life hacks til madpakke-tilværelsen

opskrift veganske morgenmadsmuffins
veganske morgenmadsmuffins opskrift

Opskrift på sunde, veganske morgenmadsmuffins

Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 2 stk bananer meget modne
  • 5-6 stk juicy dadler
  • 2 dl mandelmælk
  • 1/2 tsk vanillepulver
  • 4 dl havregryn
  • 1 dl mandler
  • 1 spsk kokossukker
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 knsp salt
  • 1/4 dl citronsaft
  • 1 dl blåbær evt frosne
  • 1 dl hampefrø

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 180 grader
  • Blend havregrynen til mel og gør det samme med mandlerne. (Du kan også bruge 3 3/4 dl havremel og 3/4 dl mandelmel)
  • I en foodprocessor blendes bananer, dadler, mælk og vanillepulver
  • Bland bagepulver, kokossukker, salt, natron og citronsaft i de to melblandinger og tilføj det så til foodprocessoren og kør den til det er samlet til en dej
  • Med en ske vendes hampefrø og blåbær i dejen, som nu fordeles i 12 smurte muffinsforme
  • Bag dem ved 180 grader i ca. 25 minutter, men hold endelig øje med dem. Der er forskel fra ovn til ovn, så stik en pind i midten, når de er gyldne på toppen, for at se om de er klæge. Er de det, så give dem 5 minutter mere

Jeg er fan og tror de ender med at blive en fast tilbagevendende ting herhjemme. Det geniale ved sådan en muffin er, at de er nemme at tage med på farten, og de kan sagtens halveres og smøres med lidt smør, hvis man har lyst til det også.

Jeg endte med at spise 3 på en dag, da jeg havde bagt dem, og den ene af tøserne har også været der flere gange, så noget tyder på, at jeg allerede skal have bagt en portion mere.

Bliver du også tiltrukket af den salgs nemme og lidt mere selvforkælelsesagtige opskrifter? Jeg håber, du har lyst til at dele mig mig, når du har afprøvet opskriften, da det gør mig super stolt og glad, når I andre kan bruge mit input ♥

………………

Følg også via YoutubeNyhedsbrev, Facebook og Instagram

Du kunne også være interesseret i

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.