Risotto med ærter, edamame og citronolie

opskrift risotto uden parmesan
Vegansk risotto-2709
links

Jeg lader det være op til dig, om du laver den veganske udgave med gærflager eller den traditionelle med parmesan – begge dele smager fantastisk! Ikke desto mindre får du i dag en vegansk opskrift på cremet og let risotto med finthakkede ærter, edamamebønner og olie med citronsmag.

Jeg har jo lidt en svaghed for risotto og kunne sagtens spise det dagligt. Jeg har også tidligere delt opskrifter på risotto og speltotto, men med denne opskrift har jeg forsøgt at tage udgangspunkt i det veganske køkken. Ved at erstatte parmesan og smør fjerner jeg samtidig en mængde fedt og gør derved retten mere hverdags-venlig – eller skal vi sige “spis den dagligt-venlig”, ha ha.

Du kan sagtens bare bruge parmesan i stedet for gærflager, så opskriften er temmelig universal og er tænkt som inspiration til dig, som vil lidt flere grøntsager i nogle mættende retter.

Lidt omkring ingredienserne i denne opskrift

I opskriften her skjuler jeg også en væsentlig mængde grøntsager og tro mig, den smager altså godt. Hvis du bliver forskrækket over at se knoldselleri på ingredienselinsen, så undlad det, eller erstat med eksempelvis blomkål eller persillerod.

Jeg vil anbefale at du køber gode kvalitetsris til din risotto, idet du dermed får et korn, der ikke smitter og koger ud, men derimod bevarer sit bid trods den længere tilberedningstid. Ønsker du at handle online, så finder du gode risottoris hos Den Italienske Købmand*

Vegansk risotto opskrift med ærter og citron
Vegansk risotto med edamame og ærter

Opskrift på risotto med ærter, edamame og citron

Opskriften kan laves traditionelt med parmesan eller vegansk med gærflager. Begge dele er anført i opskriften, så du selv kan vælge
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1,5 dl risottoris
  • 750 dl vand
  • 1 dl knoldselleri i små tern eller persillerod, hvis du ikke er vild med knoldselleri
  • 2-3 spsk citronolie
  • 1 stk stort skalotteløg
  • 1 fed hvidløg, stort
  • 1 dl edamamebønner
  • 1 dl ærter
  • 3/4 dl gærflager eller revet parmesan
  • 1-2 tsk flagesalt

Sådan gør du

  • Snit skalotteløg og knoldselleri fint.
  • I en gryde opvarmes 2 spsk citronolie med løg og knoldselleri, som røres regelmæssigt, mens det mørner og bliver blankt. Det tager ca. 2-4 minutter.
  • Imens hakkes hvidløg fint, som tilsættes gryden, når løget er stegt blankt. Rør i gryden og efter ca. 1 minut med hvidløget i gryden hældes risottorisene i gryden også
  • Rør i gryden løbende, mens risottorisene langsomt bliver mere transparente. Når de er hvide i midten hældes ca 1 dl vand, som koges ind og samler smagene
  • Tilsæt mere vand under omrøring, som koges ind og fortsæt på denne måde med at tilsætte lidt vand og lade det koge ind, indtil grøden har opnået den ønskede konsistens.
  • I en minihakker eller foodprocessor hakkes ærter, edamamebønner og 1 tsk flagesalt til en grov blanding, som stilles til side.
  • Når risottoen har den ønskede konsistens tilsættes gærflager/parmesan, 1 tsk flagesalt og ærteblandingen, som røres i risottoen
  • Server grøden i 4 tallerkener og drys lidt citronolie over

Prøv også opskriften på speltotto med grønkål og svampe

Hvorfor deler jeg veganske opskrifter?

Jeg lavede en lille spørgerunde på Instagram sidste uge, fordi jeg havde lyst til at høre, hvordan I egentlig forholder jer til temaerne i mine opskrifter. Jeg deler jo lidt af hvert, nogle opskrifter er sunde, nogle usunde, nogle er med kød, andre er veganske eller vegetariske, og personligt forholder jeg mig alene til, at en ret skal være appetitlig og tiltrækkende. For nogle bliver det straks politisk, når noget er vegansk, men jeg vil gerne med mine opskrifter inspirere til gode hverdagsretter med mange grøntsager i, og lige for tiden er jeg ekstra nysgerrig og leger altså med det veganske, som kan noget unikt med smage, konsistenser og mæthed uden kød og mælkeprodukter.

Jeg har ikke valgt side, så forvent ikke andet end at der snart lander andre opskrifter, hvor der bruges kød, æg og mælkeprodukter igen  ♥

madplan
Follow:
Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.