Udgivet i Skriv en kommentar

Nemme asiatiske nudler med spice & svampe

I dag deler jeg en nem opskrift på nudler med svampe og spice, som vil varme dig og formentlig også blive en hverdagsfavorit.

Hvis der er noget, jeg elsker at lave og ikke mindst at spise, så er det nudelretter. Gerne let spicy, især med lidt crunch og meget gerne cremede og fulde af smag. Denne ret passer perfekt ind under den kategori, og selvom jeg ikke tror den har et navn fra asiatiske himmelstrøg, så er jeg uden tvivl rejst i den retning i tankerne, da jeg smed ting på panden.

Jeg har lavet den adskillige gange her på det seneste og nyder den både som frokost eller som aftensmad, hvor jeg dog supplerer med flere grøntsager eller forårsruller til.

Svampe i retten

Det skal stå dig frit for om du blot bruger champignon, men her har jeg brugt både portobello og østershatte. Østershatte er gode i større bidder, som jeg foretrækker at rive fra hinanden, så de næsten ligner kyllinge filet bidder i den færdige ret. Svampene har et nogenlunde rigt indhold af proteiner også, alt efter type, hvilken del af svampen m.v. Det er ikke noget, som jeg i detaljer har forstand på, men som en person, der er nærmest vegetarisk, har jeg altid i baghovedet at jeg skal være god til at finde de plantebaserede proteinkilder.

Asiatiske nudler med svampe

Antal: 3 personer

Ingredienser

  • 1 fed hvidløg
  • 2 spsk sesamolie
  • 1 spsk olivenolie
  • 1/4 tsk chiliolie eller efter smag
  • 1 spsk sød paprika
  • 1 stor portobello svamp
  • 1 håndfuld østershatte
  • 1 spsk soya
  • 200 gram risnudler
  • 800 ml vand
  • 1 stk forårsløg
  • 1/4 dl saltede cashewnødder

Sådan gør du

  • Skær portobellosvampen små tern og riv østershattene i strimler og større stykker. Sæt det til side
  • Snit også hvidløget meget fint og sæt til side
  • I en sauterpande eller wok varmes sesamolien op ved høj varme
  • I panden tilsættes chiliolie og olivenolie sammen med hvidløg, som svitses i et halvt minuts tid
  • Hæld de finthakkede svampe i panden sammen soja og paprika og svits det under jævnlig omrøring i 2-4 minutter
  • Snit forårsløg i tynde strimler og hak cashewnødderne fint. Stil det til side
  • Tilsæt østershattene
  • Når svampene har taget farve og er reduceret i størrelse hældes et skvæt vand på panden, som vil boble hurtigt op og tage alle smagene med i saucen fra pandens bund
  • Rør rundt og tilsæt det sidste vand sammen med risnudlerne, som stille og roligt koges møre under omrøring indtil væsken er reduceret ind til en cremet sauce
  • Sluk for blusset og servér nudlerne med et drys forårsløg og cashewnødder på toppen

Har du lidt til overs, så gem det til dagen efter. Med bare en lille sjat vand ved retten kan du nemt varme den i en brandvarm pande eller i microbølgeovnen.

Modtager du mon mit nyhedsbrev? Ellers håber jeg, du vil skrive dig op til det, så du kan modtage nye opskrifter, tips til prepping og planlægning og mange andre nyheder i din indbakke ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.