
Hvis du synes, det er svært at tage dig sammen til at rydde op og sortere ud i dit hjem, så er her lidt motivation, som måske kan overbevise dig
Nu hvor 4. måned med udfordringerne, der skal bringe mit hjem i topform, lakker mod sin ende, har jeg behov for at minde mig selv om alle de gode ting, som udfordringen giver os. Jeg synes nemlig, det er gået hen og blevet temmelig tungt, og jeg føler mig knap så motiveret til få arbejdet gjort. Bum, så er det sagt!
En af årsagerne til, at jeg kastede mig (og dig?!) ud i de her månedsudfordringer, er, at mit hjem efterhånden rummer så mange upraktiskheder (er det et overhovedet ord?!). Som årene går og børnene bliver større, hober der sig ting og vaner op, som sagtens kan optimeres, så det er nærmest en slags LEAN for hjemmet, der er behov for, hvor der ikke bare skal ryddes op, men også organiseres og tænkes i vaner.
De områder, som allerede har fået en omgang, fungerer bedre, og vi værdsætter det højt, men det er ret hårdt hele tiden at være i en sorteringsfase, endnu mere, når det også handler om at retænke vaner og processer i dagligdagen, så metaltrætheden er ved at sætte sig. Jeg har en klar fornemmelse af, at flere af jer er gået om bord i udfordringen sammen med mig, så måske mærker I de samme ting som jeg? Vi må ikke give op, det må vi altså ikke, fordi gevinsten er STOR, så her minder jeg mig og dig om de gode grunde til at blive ved. Læs mere