Teststrikker

Tusind tak fordi du viser interesse for mit arbejde og for måske at blive teststrikker for mig.

Sådan arbejder jeg med teststrikkere

Når et nyt design er klar til at blive testet, så kontakter jeg alle på min mailingliste. (Hvis du ønsker at komme på mailinglisten, så sender du mig en mail med informationerne, som jeg beder om længere nede).

Når jeg skriver ud til mailinglisten medfølger der informationer om mønsteret, de eventuelle udfordringer, jeg særligt har behov for at afprøve, deadlines, garnforbrug og om der eventuelt er sponsoreret garn eller en rabatkode, der kan indgå i testen.

Hvis du ønsker at teststrikke den model, jeg skriver ud om, så svar hurtigst muligt tilbage på mail med info om den størrelse, du vil strikke (OBS! Altid baseret på de anslåede mål, jeg angiver).

Undlad at besvare mailen, hvis du ikke er interesseret i præcis denne teststrik.

Jeg sammensætter testholdet med en blanding af teststrikkere, jeg kender og nye, ligesom jeg vægter både mere og mindre erfarne strikkere. Det er dog et krav, at du i udgangspunktet har erfaring nok til at kunne arbejde selvstændigt med projektet, så jeg ikke skal hjælpe med basisting. Jeg er naturligvis tilgængelig undervejs til at svare på tvivl og tilpasninger, der relaterer sig til at få opskriften så velbeskrevet og korrekt som muligt. 

Det praktiske

Jeg har et ønske om at mine teststrikkere hjælper mig med at formidle og markedsføre den nye opskrift, så det er absolut at foretrække, hvis du har en åben profil på Instagram (helst med en god vægt af strikke-indhold), eller hvis du deler på YouTube. 

Det er ikke et krav at du er super erfaren, men du skal have mod på at tackle opskriften og udfordringer selvstændigt. 

Teststrik foregår på nuværende tidspunkt kun på dansk - er dit modersmål et andet, men du forstår at strikke efter dansk opskrift, kan du sagtens melde dig, men min opskrift er skrevet på dansk.

Du modtager en mail fra mig, hvis jeg har valgt at gå videre med dig som teststrikker til det specifikke projekt, men du hører ikke fra mig, hvis du ikke er valgt. Lov mig ikke at tage det tungt i så fald, da du har fin chance for at blive valgt en anden gang.

Hvad jeg forventer af dig

Jeg har brug for teststrikkere, der har en villighed til at gøre projektet færdigt. Dels fordi det er af betydning for mig og mit arbejde, men også fordi jeg gør hvad jeg kan for at have gode partnerskaber med garn-brands, som sponsorerer garn til mange af mine projekter og teststrikkere.

Som teststrikker bliver du udstukket en tidsramme, som forventes overholdt (medmindre der er så grelle udfordringer med opskriften eller beregninger, at det selvfølgelig er ude af dine hænder)

Du forventes at give mig feedback omkring den størrelse du strikker, garnforbrug, formuleringer mv. og jeg sørger for helt fra begyndelsen at give dig de punkter, som du skal give tilbagemelding på. 

Slutteligt forventer jeg som minimum, at du deler én gang fra processen og igen, når opskriften udgives, men meget gerne mere selvfølgelig.

Dit udbytte

Som teststrikker får du først og fremmest god erfaring og indblik i design-processen (noget af den i hvert fald). For nogle teststrikkere er det bare rart at have noget på pindene og være med i markedsføringen, hvilket også kan anses som en personling vinding og mulighed for at skabe et godt netværk med ligesindede. 

I slutningen af processen får du naturligvis den endelige version af opskriften, og så får du også en rabatkode, som du kan bruge på en valgfri opskrift fra min kollektion. 

Fællesskab på Instagram 

Det er lidt forskelligt, hvad der fungerer, men jeg forsøger med at oprette en chatgruppe på Instagram for de teststrikkere, som deltager i den konkrete teststrik. Det står dig frit for om du ønsker at benytte gruppen eller foretrækker direkte feedback til mig på mail.

Ravelry

Jeg opretter også en teststrikker-kode på Ravelry, hvor du kan tilføje dit projekt til. Det er ikke et krav, og jeg skal tilstå, at jeg ikke har den store erfaring med det endnu selv. Men ultimativt betyder det bare super meget for mine muligheder for at nå bredt ud på Ravelry, at der ligger billeder og eksempler på designet, når jeg udgiver opskriften. 

Om størrelser

Jeg arbejder dedikeret på at få hele mit sortiment udgivet med flere størrelser. Derfor kan jeg både efterspørge test-hjælp til nye, såvel som til eksisterende designs. 

I udgangspunkt regner jeg med disse størrelser og mål, som kan variere en smule:

XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL) 

svarende til brystmål på ca:

74 (84) 94 (104) 114 (124) 134 (144) cm 

Jeg deler altid information om anbefalet bevægelsesfrirum til hvert design.

Materialer

Der er altid foreslået mindst 1 garnalternativ, som der kan arbejdes med. 

Det står dig frit for at arbejde med præcis det garn, som du ønsker, så længe du kan overholde strikkefastheden og opnå det ønskede udtryk.

Eftersom jeg er en lille strikdesigner, så kan jeg ikke tilbyde sponsoreret garn til alle mine teststrikkere (og nogle gange slet ikke til nogen). Det kan også forekomme, at jeg i stedet kan tilbyde en rabatkode til køb af garn, men hvis du selv ligger inde med noget passende på dit garnlager, så er jeg også meget taknemmelig for din interesse og hjælp.

Skriv dig op som teststrikker

Skriv via kontakt-formularen her på siden for at ansøge om at komme på listen over potentielle teststrikkere. 

Skriv gerne dit fornavn, instagram-profil/YouTube-kanal, og bekræft at du har læst og er indforstået med vilkårene, som er beskrevet her på siden. 

Jeg glæder mig til at høre fra dig.